Lad os få dækket banegraven – for det ofrer jeg gerne Palads


En storm har rejst sig, siden det for lidt over en uge siden kom frem i den brede offentlighed, at der var tanker om at rive den spraglede farvelade-bygning, der rummer biografen Palads, ned. Det er en del af et større projekt for hele området omkring Vesterport.

Og lad mig sige det med det samme: Jeg synes da det er ærgerligt at rive Palads ned. Jeg blev også noget overrasket da jeg første gang hørte om planen lidt før jul. Den bygning hører jo ligesom til København. Jeg er ikke den der står og råber “riv den ned, riv den ned, riv den ned!” eller hepper når nedrivningskuglen skal svinges. Palads er helt bestemt en meget hyggelig bygning og Poul Gernes’ kunstneriske udsmykning af bygningen er da noget der har tilført noget karakter til området. Men når det er sagt, så må jeg altså også bare sige: Så er den bygning altså heller ikke vigtigere. Det er en ganske fin bygning, med fine arkitektoniske detaljer, særligt den store (men ikke særligt praktiske) trappe, der også er et af bygningens kendetegn. Men mere arkitektonisk perle er det så heller ikke. Det er ikke en bygning der rummer den stor bygningsmæssige historie. Og hvor forfriskende Poul Gernes’ farver end var tilbage i 1989, så virker de nu som et levn fra fortiden og et kækt 80’er-minde. Som at gense et gammelt afsnit med Eldorado. Hyggeligt og mindefuldt, men det er så også det. Bygningen er fra 1918, dvs. under 100 år gammel, og lad os lige få punkteret den myte der har floreret meget i debatten: Nej, det er ikke  en del af stationsbygningen for byens gamle banegård, der godt nok lå på stedet, og siden blev brugt som biograf, men før den nuværende Palads-bygning blev bygget. Palads blev bygget som biograf, og har aldrig været andet. Som kulturel institution er bygningens historie til gengæld uomtvistelig. Det var længe Københavns største og mest prominente biograf. Det er en bygning, hvor jeg, som mange andre, har haft store oplevelser, især som barn og i mine teenager-år. jeg husker da jeg i 80’erne hang ud i det der var dengang var byens største spille-arkade i kælderen. Jeg så mine første Star Wars-film, James Bond-film og Olsen Banden-film der. Og netop selveste nationalklenodiet Olsen Banden lavede et af deres fejlslagende åbningskup, i netop Palads. Men det er alt sammen længe siden. Som biograf har Palads længe været outdated og i bedste fald noget under det middelmådige niveau. Den er for længst overgået af andre og mere moderne biografer i byen – med større lærreder, bedre sale, bedre billede, bedre lyd, bedre komfort og bedre indretning. Det er en biograf de fleste filmelskere for længst har vendt ryggen, og som man kun vælger, hvis filmen absolut ikke går andre steder.

Som Politiken formulerede det i deres leder: “…uanset hvad man mener om farveladen på Palads, er det uomtvisteligt, at området omkring bygningen er et af Københavns mest liv- og sjælløse. Udviklingen i Hovedstaden er ganske enkelt i årtier gået uden om kvarteret ved banegraven. Palads Teatret står ensomt og forladt i alle sine festfarver – som den sidste gæst til en fest, der for længst er forbi”.

Det er lidt komisk at opleve den protestbølge der har rejst sig. Hvor alle pludselig falder over hinanden for at kaste deres kærlighed på bygningen – hvor de dog aldrig ville sætte deres fødder selv. Ja, de fleste ville vel nærmest hellere vente til en film kom på Netflix end at skulle se den i det smagløse, pastelfarvede, lavkulturelle film-shoppingcenter.

Men jeg medgiver som sagt at bygningen er meget hyggelig og har sat sit præg på byen. Ingen tvivl om det. Selvfølgelig er det ærgerligt hvis den bliver revet ned, men så er det heller ikke værre. Her skal man sige se på det større billede. Endelig er der fremlagt en visionær, flot og ikke mindst realistisk plan for at få lukket hullet over banegraven, der længe har ligget som et åbent sår, og ikke mindst for at få skudt gang i og liv ind i det døde område, der trods den centrale placering midt i centrum i årevis bare ikke rigtigt har fungeret.

Endnu en automatreaktion mod højhuse

En anden del af forargelsen over det nye projekt handler om at det indeholder de, i København så forkætrede, højhuse. Som altid i København udløser de en automatreaktion af harme og vrede – uden at nogen egentlig ved hvorfor. Og hvis ikke det er den totale ureflekterede afvisning af alt der er højt, så er argumentet man ofte hører: Jamen højhuse er da fine nok, de skal bare ikke være lige der. Her må jeg bare sige at der ikke findes noget bedre sted for højhuse end lige netop det her. Det giver så god mening. Stod det til mig, så byggede man et højhus på 200-300 meter, der kunne være et markant vartegn for byen. Gerne af en stjernearkitekt som Norman Foster, som byen allerede én gang er blevet berøvet et centralt tårn af, ikke langt derfra. Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg ikke har den samme indbyggede modvilje mod højhuse. Jeg elsker højhus, som jeg også skriver om her. Ikke at der skal være højhuse alle steder. Jeg har en nuanceret og afbalanceret holdning til hvor mange højhuse man skal fylde ind i byen, men højhuse hører til i en storby. Det er ikke noget vi gør os så meget i her i København, modsat hvad kritikerne altid hævder, men heldigvis er byen ved at ryste det værste af højdeskrækken af sig, selvom den desværre lever videre hos en lille gruppe højrøstede borgere. København bliver aldrig Manhattan, heller ikke Frankfurt, Rotterdam eller Canary Wharf. Langt fra! Men København er tårnenes by, og det skal vi blive ved med at være. En by hvor tårnene stikker op, som vartegn og pejlemærker. Højhuse er hvor tids tårne.
Lige præcis her på dette sted går de op i en højere enhed. Som nødvendige for at få tilstrækkeligt med kvadratmetre til at kunne finansiere en ret dyr overdækning af banegraven, men også som naturlige pejlemærker i metropolzonen, byens naturlige centrum. I samspil med Arne Jacobsens flotte og ikoniske hotel Royal, som alle sjovt nok er enige om er et flot arkitektonisk mesterværk (selvom det ikke altid har været sådan) og de nye ikoniske vartegn Axel Towers.

Man kan så spørge om de fremlagte planer er flotte og visionære nok. Det er den sidste indvending som flere har været fremme med. Nu er det jo mest af alt et volume-forslag med et meget tidligt bud på muligt design, der er lagt frem. Personligt er jeg ret vild med forslaget. Jeg synes det rumme spændende og flotte arkitektoniske tanker allerede. Men det skal selvfølgelig bearbejdes meget mere før det er endeligt. Skulle andre arkitekter med større ambitioner komme ind over, vil det kun styrke projektet endnu mere. Det vigtigste er at der er fremlagt et bud der er realistisk og realiserbart. Det har det område længe skreget på. Og det vil være svært at lave et realiserbart projekt der kun må fylde den aflange banegrav (der af sikkerhedsmæssige og tekniske grunde ikke må overdækkes helt). Derfor er inddragelsen af Palads en genistreg, der gør det hele muligt.

Lad os få dækket banegraven og vækket Vesterport til live med et flot og visionært byggeri. At det koster Palads livet er ærgerlig, men det er det værd.

Post Author: Rasmus Støvelbæk Olsen

Urban iagttager

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *