Tanker efter endnu et terrorangreb

I torsdags skete det igen – terroren ramte Europa. Det er en fuldstændig ubeskrivelig ondskab når et menneske vælger at pløje en lastbil ind i familier der står og ser fyrværkeri, børn der står ved en slikbod og unge som gamle der fejrer den franske Bastilledag. Intet kan forsvare en så grusom og meningsløs handling – ingen ideologi, religion eller politisk overbevisning. Intet! Jeg føler som alle andre chok, sorg og vrede. Den form for terror er ondskab i sin reneste form. Det kan kun være mennesker der er syge i deres hoveder der kan finde på at begå den slags handlinger.

Reaktionerne efter terrorangrebet har været forventelige og forudsigelige. Vi har set dem så mange gange før. På den ene side de rituelle forsikringer om at det ikke må få os til at ændre vores livsstil. Vi skal gøre som vi altid har gjort, vi må ikke lade frygten styre os. På den anden side kræves der handling. Vi må gøre noget. Men vi har handlet meget, rigtig meget, alt for meget, og det går ud over vores livsstil. Det ser vi gang på gang.

For en gangs skyld har der også været mange besindige, der har peget på det åbenlyse: hvordan stopper man en galning der ene mand går amok med en lastbil på uskyldige mennesker? Når terrorister handler på egen hånd, og bruger almindelige hverdagsting som våben, når ikke der bruges skydevåben eller sprængstoffer, når ikke der kommunikeres eller arbejdes i celler, så er det ret svært for såvel efterretningstjenester som politi at dæmme op for, forudse og stoppe.

Spørgsmålet et også hvor meget mere kontrol, mere politi og mere pres på vores retsprincipper og grundlæggende frihedsrettigheder kan stoppe terror. I de seneste par år har især to lande i vores del af verden været særlig hårdt ramt af terror, og det er Frankrig og Tyrkiet.
Tyrkiet er en autoritær politistat, hvor politi og militær har stor magt og beføjelser, hvor menneskerettigheder til stadighed brydes, hvor der slås hårdt ned på alt der bare kan beskyldes for at have sympati med terror, og hvor pressefrihed, ytringsfrihed og forsamlingsfrihed er under stadigt større pres. Frankrig er et land i undtagelsestilstand, hvor en række almindelige demokratiske rettigheder er sat ud af kraft, og hvor politiet har omfattende beføjelser. Det er et land med en i forvejen særdeles slagkraftig og hårdhændet politistyrke (eller flere politistyrker, da Frankrig har flere politikorps), der gang på gang har oprustet og fået flere og flere ressourcer. Gadebilledet i Paris og andre steder har i årevis (længe før de aktuelle terrorhandlinger) været præget af svært bevæbnede politifolk og soldater på strategiske steder.
Det er bestemt ikke blødsødenhed eller manglende handling der kendetegner disse to lande. Tværtimod. Alligevel er det netop de to lande der igen og igen rammes af det ene frygtelige terrorangreb efter det andet. Baggrundene kan man gisne om, og det er der nok længere og komplekse forklaringer på, men det burde være tydeligt for enhver at mere kontrol, mere politi og mere hårdhændede metoder ikke stopper terror.

Det man så omvendt må spørge sig selv om, det er så om det er det værd at indskrænke vores frihed, øge overvågning og kontrol og sætte vores rettigheder over styr og under pres, når det alligevel ikke kan stoppe terror? Er det ikke en ret stor pris at betale, for noget der ikke kan garantere vores sikkerhed?

Det er uden tvivl chokerende, rystende og rædselsfuldt hver gang der sker et nyt terrorangreb. Det er modbydeligt, og må og bør aldrig blive hverdag. Hvert terrorangreb er et for meget! Ingen tvivl om det!
Men når det er sagt, så er vi nødt til også at huske os selv på alle de terrorangreb der ikke sker. Der sker f.eks. ikke et lige nu, eller i går eller i tirsdag eller for en uge siden. Der er lige overstået et EM, også i Frankrig, hvor alle var 100% sikre på at risikoen for et terrorangreb var højere end nogensinde, men det eneste der skete, var de sædvanlige hooligans der lavede ballade. Måske lykkedes det at forpurre eller forhindre nogle. Det er ikke noget vi har hørt om, men det er jo ikke alt vi hører om, det medgiver jeg. Men stadig. Det krævede kun én mand og en lastbil at gøre det i Nice.

Siden 11. september har frygten for terror i den vestlige verden været enorm. Vi har siden set voldsomme angreb i Europa, f.eks. bomberne i Madrid og London, og senest angrebene de seneste år i Paris og Bruxelles. Det har været voldsomme, spektakulære og grufulde angreb, men meget sjældne.
I betragtning af hvor meget vi har frygtet terror de sidste 15 år, så er det faktisk ikke meget vi har set. Den har hele tiden ventet lige om hjørnet, det er kun et spørgsmål om tid, har vi hele tiden fortalt os selv. Men langt det meste af tiden er den heldigvis udeblevet. Ja da, der har der været forhindret nogle angreb, via dygtigt efterretsnings- og politiarbejde, men mest af alt er de udeblevet fordi der simpelthen bare ikke har været så mange med viljen, lysten eller evnen til at begå terror.

Statistikken viser med tydelighed at mængden af terror i Europa er langt lavere i dag end den f.eks. var i 1970’erne og 1980’erne.
Jeg er så gammel at jeg kan huske den tid. Dengang var der var terror en del af dagligdagen. Dengang var det en nyhed langt inde i TV-avisen hvis der var sprunget en bombe i metroen i Paris. Der var terror næsten hele tiden. Mange slags terror. Der var separatister som IRA og ETA, der var ret aktive. Der var venstreekstremister som Rote Arme Fraktion og De røde brigader, der var palæstinensere og der var højreekstremister.
København blev også ramt dengang. Flere gange faktisk, men vi har næsten helt glemt det i dag. Dengang levede vi med terror, men tænkte egentlig ikke rigtig over det – ikke lige så meget som i dag.
I dag er terrorangrebene ofte mere spektakulære, de er ofte rettet mod helt almindelige mennesker (det var der nu også en del af dem før i tiden der var) og virker mere skræmmende. Men mest af alt er de sjældne og opsigtsvækkende. Derfor skræmmer de os mere.
På rigtig mange måder er verden blevet et langt sikrere og et langt fredeligere sted. Derfor skræmmer det os langt mere når den ikke er det. Det er det samme vi i lang tid har set på andre kriminalitetsområder. Mens kriminalitet falder og falder, bliver vi mere og mere bange for den.

Terror er på alle måder en taberstrategi. Man kan ikke vinde krige med terror. Man kan ikke vinde en folkestemning i et demokrati med terror. Tværtimod. Jo mere befolkningen føler sig truet, jo mere vil den bakke op om retssikkerhedsmæssigt tvivlsomme, udemokratiske og hårde metoder til at bekæmpe truslen. Det måtte RAF sande, da deres forestillinger om at folket ville rejse sig mod den politistat som deres terrorisme afstedkom blev gjort til skamme. Det modsatte skete.
Alle steder ser man at terror ofte har den modsatte effekt. Folk vender sig mod terroristerne og deres budskaber.

Vi lever i en polariseret tid. Yderfløje og ekstremister har vind i sejlene, og de opildnes i stigende grad af hinanden. Vi ser radikalisering på flere fronter.
Men det er heldigvis få der er så syge i hovederne at de fører terrorisme ud i livet. Vi skal bekæmpe terrorisme, men vi skal gøre det med demokritiske midler og de midler vi har inden for retsstaten. Vi skal ikke lade frygten styre os, men vi skal stædigt holde fast i vores værdier – i frihed, demokrati, åbenhed og menneskerettigheder.
Terror er en risiko vi må leve med. Det er en af ulemperne ved at have et åbent og frit samfund, at det også er sårbart. Men omvendt er netop fordelen ved det frie, åbne og demokratiske samfund at det faktisk også er vores bedste værn mod terrorisme.

Post Author: Rasmus Støvelbæk Olsen

Urban iagttager

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *