Jeg har altid elsket Bispeengbuen

Jeg har altid elsket Bispeengbuen. Ja, jeg mener det der lille stykke motortrafikvej der højt hævet over alt andet moser sig igennem byen på grænsen mellem Nørrebro og Frederiksberg. Jeg elsker Bispeengbuen som et symbol på 70’ernes brutalisme. Den uhæmmede modernisme – fra dengang hvor funktionalitet gik forud for alt andet. Dengang man havde evig fremtidstro. Jeg elsker dens grå betonæstetik, hentet fra forstæderne, ligesom boligblokkene på Lundtoftegade der stikker op på dens ene side og Telefonhuset ved dens fod, med sit karakteristiske miniputtårn (havde det været i Tyskland havde man bygget et futuristisk tv-tårn på mindst 150 meter, men den slags gør man jo ikke i “tårnenes by”).
Det skumle og slumagtige storbyromantiske område under den, som hentet ud af en amerikansk film fra 80’erne, med de store betonsøjle mellem de halvtomme parkeringspladser, hvor man forestiller sig alverdens lyssky forretninger foregå. Det minder mig om klassisk tysk 70’er-brutalisme – som hentet ud af en Jörg Müller-illustration.

Jeg elsker Bispeengbuen som en vidnesbyrd om en storby-æstetik der var engang, og som heldigvis ikke er så meget mere. Jeg indrømmer det gerne igen og igen, jeg er håbløs storbyromantiker. Sådan er det. Jeg elsker den klassiske urbanisme og den moderne urbanisme. Jeg elsker det nye Nørrebro med de små butikker og hipster-cafeer, som f.eks. Jærgersborggade, Stefansgade, Ravnsborggade og Guldbergsgade, jeg elsker de hyggelige steder langs søerne, Christianshavn med kanalerne, og ikke mindst havnen, som byen i så mange år har vendt ryggen til, men som nu er ved at komme til live. Jeg elsker de grønne elementer, når de blander sig med den rå storby. Jeg elsker de nye kvarterer der skyder op, især der hvor man finder tilbage til klassiske urbane kvaliteter som tæthed, den klassiske bystruktur med karreer og gader, og huse med hver sit særpræg. Sluseholmen er et godt eksempel. Men også hvor man tør udfordre den danske middelmådighed og bygge højt og stort. Men jeg elsker også den rå storby, de steder hvor gentrificeringen ikke har slået den ihjel. Det klondyke-agtige miljø under højbanen på Nørrebro (et af mine andre absolut yndlingssteder i byen), de gamle værtshuse der stadig findes og det multikulturelle miljø langs Nørrebrogade og starten af Frederikssundsvej. De alternative fristeder som Christiania, Folkets Park og Ungdomshuset – det rigtige af dem er der desværre ikke mere. Jeg kunne blive ved. Mest af alt elsker jeg den blandende by.  Det nye og det gamle. Det pæne og det knapt så pæne. Det kommercielle og de alternative. Byer skal indeholde kontraster – det er det byer kan. Der skal være lidt af det hele. Den kan være rå, den kan være hyggelig, den kan være grim og den kan byde på stor arkitektur og stor æstetik. Jeg håber den mangfoldighed altid vil bestå, og det tror jeg da også. Selvom gentrificeringen ruller over byer overalt i verden, så lykkes det den aldrig helt at slå byernes sjæl ihjel. Omend den visse steder kan være lidt udfordret.

I det lys elsker jeg Bispeengbuen. Det skal der nemlig også være plads til i en by.

Jeg må indrømme at jeg har en sær fascination af brutal arkitektur og særlig den tyske brutalisme fra 1960’erne og 1970’erne. Med dens voldsomme funktionalisme, overdrevne brug af materialer som beton og plastic, grå og rene linjer, afbrudt af pangfarver. De tyske autobahner, U-Bahnstationer som de berlinske Fehrbelliner Platz, Adenauer Platz, Konstanzer Straße, Bismarckstraße og jeg kunne blive ved. Højhuset ved Rathaus Steglitz og U-Bahnstationen under, og den nærliggende Bierpinsel – en af mine favoritter blandt modernistiske bygninger i Berlin. Den kombinerede autobahn og stadtbahn mellem Frohnhausen og Essen. Med Kraftwerk som det oplagte soundtrack. Fra tiden hvor Tyskland hed Vesttyskland, og red på bølgerne efter Wirtschaftswunder og buldrede derudaf med dens rå industrialisme og vanlig tysk sans for overdreven funktionalisme, brutal modernisme og fascination af teknologi og futurisme.

Bispeengbuen ligger som et lille minde om den tid. Som et lille stykke Vesttyskland fra 70’erne midt i København.
Jeg er glad for at det ikke blev til mere end den. Det gyser i mig når jeg ser planerne for Søringen og City Plan Vest (planer som Bispeengbuen var første brik i). Jeg elsker Bispeengbuen fordi der kun nåede at komme den ene, og resten af byen ikke kom til at se sådan ud. Men som et monument over den tid, burde den fredes og for evigt bevares.

Post Author: Rasmus Støvelbæk Olsen

Urban iagttager

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *