En kærlighedserklæring til kollektiv trafik – især metro!

Lad mig sige det med det samme: Jeg elsker kollektiv trafik. Især elsker jeg metro, det er Guds gave til menneskeligheden. Bedre måde at komme omkring i en storby findes ikke. Mere om det senere.
At elske kollektiv trafik har aldrig været et helt almindeligt standpunkt i dette land, og er det stadig ikke helt. Vi taler godt nok om vigtigheden af kollektiv trafik i højtidelige skåltaler, men hvor det er som om der aldrig rigtig er nogen der har brudt sig rigtigt om den. Venstrefløjen har altid været mere begejstret for cykler, og højrefløjen for deres biler. I begge tilfælde er det individualismen der har sejret. De egocentrerede transportmidler.
Mange af dem, der burde være den kollektive trafiks venner, herunder mange af de københavnere jeg kender, cyklister og folk der bruger og færdes i byen, ser ned på kollektiv trafik, og omtaler det ofte nedladende som “det offentlige”. Det er ærgerligt! For den kollektive trafik er en vigtig del af byen, og det der binder det hele sammen.
Jeg medgiver det er blevet bedre. Heldigvis er investeringerne i den kollektive trafik blevet større, og København har fået sin metro (mange år for sent), og der investeres i væsentlige udbygninger. Men det kommer efter mange års efterslæb og forsømmelse. Mens andre byer i Europa investerede massivt i udbygning af metroer, sporvogne og letbaner i 1960’erne og 1970’erne, så valgte man i København at nedlægge sporvognene og erstatte dem med dårligere busser, mens udviklingen af S-banen gik næsten i stå. Det er faktisk ret enestående. Kun få byer i vores del af Europa valgte at nedlægge sporvognene helt, og de byer hvor man gjorde det (Hamburg, Stockholm, Vestberlin, samt de helt store: London og Paris), havde man ret veludbyggede metrosystemer (og sporvognene er i øvrigt kommet tilbage i de fleste af de byer, dog i noget mindre målestok). Ingen andre byer valgte at satse så ensidigt på busser som man gjorde i København, ingen! I stedet voksede københavnernes kærlighed til cyklen.

Endelig metro

Efter mange års forsinkelse kom så metroen i 2002, og den udbygges kraftigt i disse og de kommende år. Et par år efter kom Ringbanen (der stadfæstede S-toget som Københavns anden metro – ligesom S-banerne i Berlin, Hamburg og München), og i fremtiden kommer (om alt går vel) letbanen i Ring 3. Forhåbentlig stopper udbygningen ikke der. Der er desperat brug for en udbygning af metroen med en M6 mod Brønshøj/Husum, som erstatning for den hårdt belastede 5A (Nordens mest benyttede busrute), og flere letbane/sporvogne som supplement og til at lukke hullerne mellem metroen står også højt på ønskelisten. I næsten alle byer som København meningsfuldt kan sammenlignes med supplerer sporvogne/letbaner og metroer hinanden.

Kulturbærer og smeltedigel

Men hvorfor elsker jeg kollektiv trafik? Det mest indlysende er selvfølgelig at det er en nem og hurtig måde at komme rundt i en by på, når den ellers fungerer. Men det er mere end det. For mig at se er det en bys sjæl, byens livsnerve og byens puls (for at bruge det begreb DSB S-tog i mange år brugte om sig selv).
Det er først og fremmest det at det er kollektivt og socialt. Det er der alle der færdes i byen mødes. En forlængelse af den smeltedigel byen er, og som alle os byboere og urbanister som mig, holder så meget af. Du kan møde alle der, og byens mangfoldighed og forskellighed er alle repræsenteret. Det er det man for alvor oplever i de byer hvor den kollektive trafik spiller en afgørende rolle – i Londons Underground (The Tube), i Paris’ Metro, i Berlins U-Bahn og i New Yorks Subway. Her er alle samfundslag, alle subkulturer, alle aldre og alle slags mennesker samlet. Her står forretningsmanden i jakkesæt side om side med punkeren, her er unge på vej i byen, hipsteren der sidder med sin Macbook, muslimske piger med tørklæde, turister på vej til lufthavnen med deres kuffert, teenagepigen begravet i sin smartphone og den hjemløse mand vi ellers prøver at undgå. Det er byliv for fuld udblæsning. Det byliv vi ellers elsker og betaler mange penge for at sidde og betragte og være en del af på en fortovscafe. Er jeg en håbløs storbyromantiker her? Ja, det er jer. For jeg er og bliver en håbløs storbyromantiker. Det ligger så dybt i mit DNA som noget.
Det sociale element er nok det vigtigste for min kærlighed til kollektiv trafik.
Dertil kommer at det er så kulturbærende som det er. Særligt i de byer, hvor den kollektive trafik spiller en afgørende rolle og er en vigtig del af byen. Lad mig igen nævne: Hvad ville London være uden sin “Tube” og sine røde dobbeltdækkerbusser?! London Underground er et symbol på byen, med sit ikoniske linjekort, sit klassiske roundel-logo og sin “Mind the gap”-annoncering. Alle kender de lange rulletrapper og de karakteristiske røde og hvide tog. Hvad ville Paris være uden sin Metro?! Hvad ville New York være uden sin Subway?! Hvad ville Berlin være uden sine gule U-Bahn-tog og sin Stadtbahn med de karakterisiske rød-gule S-Bahn-tog, der skærer tværs gennem byen, højt hævet over Alexanderplatz, Hackescher Markt, Friedrichstraße, Tiergarten og området ved Zoo?! Hvad ville Stockholm være uden sin Tunnelbana med sine udsmykkede klippegrotte-stationer?! Hvad ville Amsterdam være uden sine sporvogne, der kæmper en brav kamp i de smalle gade på tværs af kanaler for at komme frem for fodgængere og cyklister?! 
De er alle dele af byernes identitet. Symboler, samlingspunkter og mødesteder. Lige så stærke som de vigtigste hovedgader, de vigtigste pladser og de mest ikoniske vartegn.
Også i de byer hvor den kollektive trafik måske fremstår mindre ikonisk, er det stadig det der binder byen sammen. Livsnerven, hvor alle mødes, som alle kender og som alle navigerer efter. 
Londons kollektive trafik er ikonisk og uadskillelige symboler på byen. De røde dobbeltdækkere, The Tube og ikke mindst det klassiske roundel-logo.
Det er også derfor det er lidt ærgerligt at vi i København i så mange år har vendt den kollektive trafik ryggen. Den har aldrig fået lov til at blive den vigtige og kulturbærende del af det københavnske byliv som den burde, og som den er mange andre steder. Det kan cykler aldrig rigtig erstatte.
Når kollektiv trafik er god og fungerer, er det den optimale transportform til byen. Den gør det enkelt når man skal rundt. Den er der når man skal bruge den. Man skal ikke tænke på at parkere, man står bare af og på og behøver ikke at skulle det samme sted hen som man startede. Den optager ikke store pladser til parkering, som biler og cykler – den kører bare videre når den har sat folk af og taget nyt med. Nå ja, stationer og stoppesteder fylder selvfølgelig, men igen er de gode af dem en del af byen, byens liv, byens karakter og byens arkitektur. De kan faktisk være ret flotte.
Mest af alt elsker jeg metro. Dette simple, enkle og no-nonsens transportmiddel, der kører hele tiden, altid er der når man skal bruge det og som fræser afsted derudaf i sin egen tunnel eller på højbane uden om alt og andet, og byens mange forhindringer. Det er genialt. Og igen, der opstår et særligt liv under jorden. Det er svært at sætte ord på, men det er sit helt eget byliv. De har længe haft det i London. New York, Paris og Berlin. Nu har vi det også i København, og jeg glæder mig til at vi får meget mere af det.

Post Author: Rasmus Støvelbæk Olsen

Urban iagttager

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *