Kan man være dansker uden at cykle?

Kan man være dansker uden at cykle? Ikke ifølge Bertel Haarder i hvert fald. Det vakte lidt opsigt da dette noget malplacerede bud på danskhed for nylig havnede sammen med bl.a. ytringsfrihed, ligestilling og højskoletraditioner på Bertel Haarders liste over danske værdier.

Altså må jeg konstatere at jeg åbenbart ikke er en rigtig dansker – eller i hvert fald ikke bærer de danske værdier. For nej, jeg bryder mig ikke om at cykle, og cykelkultur er ikke min værdi. På ingen måde faktisk!

Men ja, selvom jeg aldrig vil karakterisere det som en dansk værdi, så er der noget sært aparte over danskernes forhold til det at cykle.
Bare det at sige at jeg ikke bryder mig om at cykle, eller når jeg for alvor skal provokere: at jeg hader cykler. Det afføder ofte nogle sære og til tider voldsomme reaktioner, for det kan man da virkelig ikke mene i det her land. Eller kan man?

Jo, det med at cykle har aldrig sagt mig noget. Det er ikke fordi jeg ikke kan cykle, det kan jeg skam godt. Og jeg hader heller ikke cykler som sådan. Det er da et fint transportmiddel, det er både grønt og da bestemt også kan være praktisk i nogle sammenhænge. Selv foretrækker jeg kollektiv transport, særligt metro, men det kan du læse mere om i det her blogindlæg. Jeg holder også af at se cykelløb om sommeren, særligt det store nede i Frankrig. Det fascinerer mig stadig, selvom det er en stående joke at de alle er dopede, hvilket de måske også er.

Men selvom det er absurd at kalde cykelkultur for en særlig dansk værdi, så er der alligevel en gran af sandhed over det. For der er et særligt forhold til cykler og cykling i det her land – særligt i København og Århus. Og det er måske i virkeligheden det der provokerer mig mest.

Jeg synes jo som udgangspunkt at cyklen er et fint transportmiddel, som folk må bruge som de vil. Jeg holder mig fra det, men det er jo min sag. Det kan være godt til nogle ting.
Men det er som om det hele har taget lidt overhånd. På en ret irriterende måde. Og så provokerer det mig det der med at alle bare er enige om at cykler er entydigt gode. Cykler skal altid, uden diskussion, fremmes til enhver tid. Folk der cykler, skal automatisk ophøjes til en særlig helgenstatus: Se jeg cykler – yeah. “Vi cykler til arbejde” – yeah! Og hvis vi gør det nok, så vinder vi en præmie – er vi ikke gode?! Yeah!

Cykler i bunker og lag

Det er fint at nogle cykler. Men når mange cykler, så giver det også nogle irritationsmomenter, til tider endda problemer. Det er ikke altid lige godt for bylivet. Men det må man ikke snakke om. Det er ikke politisk korrekt. For cykler er jo entydigt gode.
Jeg slynger lige noget ud: Parkeringsproblemer. Ja, cykler fylder. Ikke så meget som biler, det er jeg med på, men når der er mange der cykler, så fylder de også rigtig meget. Og de her store bjerge af cykler, der når der er rigtig mange, bare ligner én stor kæmpe skrotbunke, ser bare ikke særligt pæne ud. Før i tiden brugt man mange af byens pladser til parkeringspladser for biler. Heldigvis har den uskik været hastigt på retur de sidste årtier, og byens rum er givet tilbage til dem der lever og færdes i byen. Hurra for det. Men desværre breder de her skrotbunker af parkerede cykler sig i stedet på mange af Københavns flotte pladser. Der hvor der skulle være byliv, er der i stedet cykler. Udover at det ikke ser særlig pænt ud, så er de umulige at komme igennem. At passere en plads i København er ét stort forhindringsløb. Bilerne kunne man i det mindste gå udenom. Cykler i bunke har det med at opsluge hinanden og gå i ét med de andre cykler, så det bliver ét stort uigennemtrængeligt bjerg af jern og skrot. Man kan hverken komme frem eller tilbage.
Men ingen gør noget ved det. Faktisk anerkender de fleste ikke engang problemet. For det jo cykler, de er så gode og dejlige. Vi elsker cykler. I Holland, der også er svært glade for cykler, kan man lave kæmpe parkeringshuse og parkeringskældre til cykler. Og selvom hollænderne er et lige så anarkistisk folkefærd som danskerne, så bruger de dem faktisk. Men ikke her. Skule nogle finde på at lave en stor og praktisk cykelparkeringkælder, så får den lov at stå gabende tom. For her smider vi vores cykel hvor vi vil. Ingen skal da fortælle mig hvor jeg vil parkere min cykel. Og så lige meget om andre kan komme forbi. Det er jo ikke mit problem. For danske cyklister gælder mottoet: mig, mig, mig!

Langs alle husmure og facader står cyklerne i lag oven på hinanden. Skulle nogle få den tanke at de gerne ville holde deres facade fri, måske fordi der var et butiksvindue de gerne ville have forbipasserende kunne kigge ind ad, kan de sætte den tomme trussel “Cykler fjernes uden ansvar” op. Men det er lige så virkningsløst som truslen er tom. For du  ikke fjerne en cykel uden ansvar. Uanset hvor latterligt den er placeret, til gene for alle andre på din private ejendom, må du ikke fjerne den – ikke uden ansvar i hvert fald. Og igen er det jo så cykelejeren der er den stærke part, for hvis du fjerner den, er du bare en gemen cykeltyv. Biler kan få bøder, hvis de er parkeret ulovligt, og deres parkering er i øvrigt reguleret på både den ene og den anden måde. Er de parkeret absurd latterligt og til gene for andre, kan de fjernes af politiet. Men når det gælder cykler, hersker der lovløse tilstande.

Regler? Nej, ikke her. Det er kun mig, mig, mig

Jeg skal ikke skære alle over en kam. Cyklister er en broget masse, og der findes mange ganske udmærkede cyklister. Næsten alle jeg kender er jo cyklister. Så jeg skal ikke generalisere. Jeg vil dog alligevel påpege at der findes en særlig kultur blandt rigtig mange cyklister  (det er selvfølgelig alle de andre): At regler er kun til for alle de andre, men ikke mig. Jeg er vigtigst, jeg skal først, så jeg kan gøre hvad jeg vil. Lidt i forlængelse af det med parkering, for ingen skal da fortælle mig hvor jeg skal parkere min cykel! Jeg skal ikke bare fra A til B – nej, jeg skal fra lige uden for døren af A, den snorlige vej, hvor intet skal komme i vejen eller sænke mig, til lige uden for døren af B.
Der optræder en slags herrefolksmentalitet: Mig først – kun mig. Det er sikkert et udspring af den førnævnte ophøjelse af cyklister til noget særligt med en særlig helgenstatus, og så at cyklen er mig, mig, mig-generationens ypperste transportmiddel. Der findes ikke noget mere egocentreret transportmiddel end en cykel. Hvor næsten alle andre transportmidler har et socialt element i sig, så er du kun dig selv på en cykel (medmindre lige at det er en tandem, men dem ser man ikke så tit, da de jo ligesom er et brud mod cyklens egentlige natur). Du cykler kun alene. Jo da, nogle prøver at følges, men det fungerer ikke rigtigt. Og slet ikke for andre. Det er cyklismens natur at du kun er dig selv. Det er mig, og kun mig, alene mod alle de andre.

Det kommer sig også til udtryk i cyklisters forhold til deres bremse og ringeklokke. Når man tager kørekort til bil, så lærer man at man altid skal bremse, hornet er kun til absolut yderste nødstilfælde. Jeg har haft kørekort i 5 år nu, men jeg har stadig til gode at bruge hornet en eneste gang. For cyklister er det sjovt nok lige omvendt. Her er ringeklokken det foretrukne redskab, når noget kommer i vejen for en. Der er jo kun mig, mig, mig – og jeg skal da frem, uanset hvad! Bremsen til gengæld er kun noget man bruger i absolut alleryderste nødstilfælde – f.eks. hvis cyklisten selv skulle komme i overhængende fare.

Det er irritationsmomenter som dette, der ofte gør cykler til en pestilens i byen. Sådan burde det ikke være. Jeg personligt kan godt lide at bruge kollektiv trafik, og ville ønske flere gjorde det, men jeg er ikke imod cykler. Det er fint at nogle vælger at cykle. Det skal der også være plads til. Bedst af alt synes jeg det er, når man kan kombinere forskellige transportformer.
Men den ensidige fokusering på cykling som det eneste saliggørende transportmiddel kan godt være noget trættende. De bagsider der er ved at så mange cykler, og at mange cyklister desværre har opbygget en kultur der er ulidelig for andre, burde være problemer man kunne snakke om, adressere og gøre noget for at løse. Så byen kunne blive et bedre sted for os alle.

For man kan faktisk godt være dansker selvom man ikke cykler.

Post Author: Rasmus Støvelbæk Olsen

Urban iagttager

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *