20 år – om tiden der går, selvkørende biler, teknologiske fremtidsudsigter og debatter der går i ring

En af de smertelige ting ved at have nået den alder jeg har, er at man tænker tilbage på ting man husker som var de i går, og opdager at det er 20 år siden. Som f.eks. når jeg, under de dystre vejrudsigter der var for årets Roskilde festival, tænkte tilbage på den eneste af mine egne mange Roskilde Festivaler, der for alvor druknede væk i vedvarende regn, det var 1997. 20 år siden. Bum. Så føler man sig gammel.

Det samme når man tilfældigvis kommer til at kigge tilbage på de ting der bare kører i ring, og bliver ved med at gøre det. F.eks. indvandrerdebatten, og alle de beslægtede debatter der læner sig op ad den. Jeg deltager selv gladelig i dem, som jeg har gjort det i mange år, selvom de er stadig mere smertelige at følge. Hvor det er chokerende at opdage, hvor lidt den egentlig har rykket sig. Som f.eks. da jeg i sidste weekend tilfældigt faldt over det her indlæg, jeg skrev for næsten 20 år siden, om debatten om politisk korrekthed og de rigtige meninger, der allerede dengang var dominerende. Det blev bragt i Politiken 22. december 1997 og er stadig den dag i dag lige aktuelt.

Allerede dengang var det dem, der ikke havde de såkaldte rigtige meninger, der dominerede debatten, og det har de gjort med tiltagende styrke lige siden. I 20 år. Og tænk, der er stadig nogle der påstår at politisk korrekthed og rigtige meninger tyranniserer og styrer debatten. 20 år!

Selvom de dystopiske og dystre forudsigelser om de frygtelige konsekvenser ved indvandring og globalisering, og alt muligt andet modernitet, allerede var fremherskende dengang, og har kværnet løs de sidste 20 år – ja faktisk endnu længere. Så er der sjovt nok ikke rigtig nogen der stopper op og stiller spørgsmålstegn ved om det nu passer. Ikke at jeg vil fornægte at der findes problemer. Det gjorde jeg hverken dengang eller nu, men proportionerne har altid manglet. Sandheden er jo at hverken i de sidste 20 år, eller de foregående 30 år, hvor der har fundet indvandring til, er landets økonomi gået rabundus, den er faktisk i de fleste perioder gået pænt frem, velfærdssamfundet har overlevet, ganske vist kunne man pege på at der visse steder er skåret lige lovlig meget ned, effektiviseret og udhulet, men det skyldes snarere politiske prioriteringer og en nærmest fanatisk effektiviserings-trang, og samfundet er hverken blevet mere usikkert eller utrygt. Faktisk er kriminaliteten faldet, vold er blevet stadig mere og mere uacceptabelt, og vores samfund har aldrig været mere fredeligt og sikkert end det er nu.

Hvor lidt de mange dystopiske forudsigelser, der efterhånden er blevet politisk mainstream, men samtidig er stadigt mere skingre på den nationalkonservative fløj, har med virkeligheden at gøre, behandler jeg lidt mere humoristisk og satirisk her.

Historien gentager sig

Men også på andre punkter er det nogle gange lidt mærkeligt når man kommer til at se sig lidt tilbage, og ser at 20 år er gået, og alligevel er det slående for lidt der har ændret sig, og hvor meget man ser det samme en gang til. Tag f.eks. debatten om selvkørende biler. Og andre hotte teknologi-debatter for den sags skyld: robotter, droner og kunstig intelligens, som mange igen og igen forudser vil revolutionere vores samfund og vende op og ned på alt – med sikker determinisme.

Jeg må indrømme at det er svært at forudse og forholde sig til, hvor radikale omvæltninger vi evt. går i møde. Men hvis vi tager den om de selvkørende biler, som fylder godt i de trafikale kredse jeg ofte følger, så synes jeg at de voldsomme fremtidsvisioner har det med at kamme en hel del over.

Sidste år på Folkemødet så jeg f.eks. en debat, hvor de fleste var påfaldende enige om at alt trafik ville ændre sig radikalt om 5-10 år (dvs. om 4-9 år nu – for der er allerede gået et år nu), ingen ville længere eje biler og alle ville transportere sig rundt i små selvkørende biler, der kom og var klar når man skulle bruge dem, og som snedigt ville smyge sig uden om alle trafikpropper. Det ville erstatte alle andre transportformer, særligt noget så forældet som kollektiv transport. Alle trafikproblemer ville løses, der var ikke længere brug for parkeringspladser, og de kunne i stedet omdannes til grønne områder, og der ville i øvrigt ikke længere være brug for byer og folk ville i stor stil flytte ud af byerne.

Deja-vu

Sjovt nok fik jeg deja-vu. Noget der nogle gange sker, når man har fulgt en debat meget længe. Jeg huskede pludselig lignende debatter jeg så for 20 år siden. I midten og sidste halvdel af 1990’erne. Internettet, der ganske vist havde eksisteret i over 20 år allerede dengang, var blevet hvermandseje, og det alle talte om, sammen med den fremadstormende informationsteknologi. Jeg husker hvordan jeg så paneldebatter hvor alle var enige om at IT og internettet ville revolutionere og ændre alt radikalt i vores samfund. I fremtiden, dvs. det der dengang var om 10-20 år, så ville alle arbejde hjemme, fysiske møder ville være overflødige, alle ville også handle og shoppe derhjemme og få varerne leveret, og så ville der i øvrigt ikke længere være noget der hed flow-tv, for folk ville vælge deres egne tv-programmer i en database. Også dengang var jeg noget skeptisk.

Jeg husker sågar at der var nogle der sagde at metroen, der dengang var ved at blive bygget, og Ørestaden, ville være overflødige. For der ville ikke længere være myldretider, og der ville heller ikke være brug for kontorer mere, da alle jo ville arbejde hjemmefra. Folk ville flytte ud af byerne og bosætte sig på landet.

Hvad det sidste angår, så er det sjovt nok det modsatte der er sket. Men hvad er der så ellers sket, her 20 år senere? Nu hvor den fremtid der blev spået om er blevet nutid.

Nogle vil så hævde at vi jo er begyndt at handle på nettet, at vi streamer løs af musik og tv og vi ser ofte overskrifter om at flow-tv er ved at dø. Jo, altså vel omkring 5-10 % af handlen foregår i dag på nettet, og snakker vi dagligvarer, er vi nede på et par procent. Vi ser Netflix og streamer som aldrig før, jeg selv er storforbruger af Netflix, HBO og DR og TV2’s apps med tv-arkiv. Men samlet set er det stadig kun omkring 10-20% af vores tv-forbrug, de 80-90% bruger vi stadig på flow-tv. Og det er altså 20 år efter forudsigelserne.

Helt galt gik det med forudsigelserne om at arbejde hjemme. Det har aldrig slået igennem i stor stil, bortset fra når vores børn er syge eller hvis vi skal vente på en håndværker. Lige så snart vi kan, så sidder vi på kontoret igen, og vi holder vores møder i mødelokaler, også selvom vi skal rejse gennem den halve by for at komme til dem.

Andre ting er til gengæld ret hurtigt slået igennem. F.eks. smartphones, der i løbet af kun 5 år fik 80% af telefonmarkedet. SMS’er, som ingen rigtigt tog alvorligt i slutningen af 90’erne, og som i starten blev set som ren underholdning for teenagere, de gik hen og blev 00’ernes vigtigste kommunikationsform. Men det var der ingen der forudsagde.

Sådan er fremtiden tit uforudsigelige, når det gælder teknologi. Lige bortset fra at jeg, hvis jeg skal klappe mig selv lidt på skuldrene i egen bagklogskabs-selvros, faktisk troede rigtig meget på SMS’er og smartphones – fordi de opfyldte indlysende behov, som ingen andre teknologi havde opfyldt lige så godt. Men også jeg må så indrømme at andre teknologier, der er slået igennem på ret kort tid, f.eks. de sociale medier, havde jeg ikke set komme, og slet ikke med den styrke.

Vores samfund er ikke blevet revolutioneret. Det er på visse punkter langsomt forandret, det har udviklet sig, som det hele tiden gør, men grundlæggende ikke revolutioneret. De teknologier der har vundet størst indpas, er lige så stille gledet ind og blevet en del af vores hverdag, andre teknologier har vi taget til os, efter behov, men vi kombinerer, blander og supplerer.

Ligesom vi ikke holdt op med at høre radio, fordi vi fik LP-plader og kassettebånd, og heller ikke da vi fik tv, og ikke smed tv’et ud, da vi fik computer. Og faktisk går det endda nogle gange den modsatte vej. LP-plader blev stadig mere og mere populære i 00’erne og 10’erne. Hvem skulle have troet det i starten af 90’erne.

Skal man endelig tale om revolutionerende samfundsforandringer, så skete der betydeligt mere grundlæggende forandringer i vores samfund i perioden fra 1955 til 1975, end er sket i perioden 1997-2017, men det skyldes langt mere radikale sociale og kulturelle forandringen, sammen med en teknologisk og modernistisk udvikling, som der på ingen måde er tegn på at vi vil opleve igen de næste 20 år.

Selvkørende biler

Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om at selvkørende biler kommer. Selvfølgelig gør de det. Ganske vist var jeg da selv skeptisk da jeg hørte om dem første gang, men der satses så massivt på dem nu, at selvfølgelig kommer de. De teknologiske muligheder bliver stadig ved med at imponere, selvom jeg stadig har svært ved at forestille mig at teknik kan tage højde for al den uforudsigelighed der er i f.eks. bytrafik.

Men hvilken rolle de kommer til at få, er umuligt at forudsige. En ting er i hvert fald sikkert. Det kommer ikke til at gå så hurtigt som nogle tror, og de kommer med sikkerhed ikke til at overtage alt transport.

De kommer sikkert til at få deres plads, mange vil tage dem til sig, men hvordan ved vi ikke.

Det man tit glemmer er dog at mange andre faktorer spiller ind i vores transportvalg end blot hvad der bringer os mest hensigtsmæssigt fra sted til sted. Vi snakker om et marked hvor så mange emotionelle faktorer spiller ind – sammen med vaner, holdninger, livsstil, status og meget andet. Et marked hvor prisforskellene spænder fra 3000 kr. for en cykel eller 375 kr. for ubegrænset rejse med kollektiv trafik pr. måned, til biler der kan koste fra 70.000 kr. til den anden side af en mio. Alene for de mange der har valgt at lade sig transportere i bil, er prisforskellene absurd høje, for noget der basalt set er den samme ting – der kan transportere en fra A til B på samme tid. Men som vi alle ved, så er der ret mange andre ting der spiller ind.

Os der længe har diskuteret trafikpolitik, har ofte hørt argumenterne om at bilen er den forlængede dagligstue, det handler om en følelse af frihed, den ultimative fleksibilitet og det at eje. Faktisk er der folk der fravælger kollektiv trafik alene af hygiejniske grunde eller fordi at alene tanken om at skulle sidde på et sæde hvor andre har siddet, er ubekvem eller ubehagelig. Skulle alle bilister bare smide det væk for selvkørende delebiler? Jeg tror det ikke. Selvom jeg da håber at flere vil indse det tåbelige i at alle skal eje hver deres bil.

At selvkørende biler skulle løse alle andre trafikale udfordringer, der skulle gøre dem det indlysende og eneste valg for alle – og dermed revolutionere transport, har jeg også svært ved at tro. Ret beset løser selvkørende biler ikke særlig mange af de problemer som der i dag er med biltrafik: Trængsel, miljøproblemer, klima, barriereeffekt, tilgængelighed osv., i hvert fald ikke i sig selv. I bund og grund er taxakørsel det eneste de direkte vil kunne gå ind og overtage 1 til 1. Og taxakørsel er trods alt en meget lille niche i vores samlede transportbehov.

Nye kombinationsmuligheder

Men det giver nye kombinationsmuligheder, og det giver spændende perspektiver. Det vil give nye muligheder for at kombinere forskellige transportformer, uden at eje sin egen bil. Som delebiler og bybiler, men meget mere fleksibelt og med mange flere muligheder. Det er bestemt interessant.

Jeg ser særligt oplagte muligheder i at kombinere med kollektiv trafik. F.eks. vil de være oplagte tilbringere i oplande omkring en station i forstadsområder – langt mere effektivt og fleksible end busser, og mere bekvemme end cykler. I de tyndere befolkede områder, på landet og i de små byer, vil de være oplagte til at erstatte kollektiv trafik – en bus der kommer hver anden time og har 2-3 passagerer er hverken særlig effektiv, særlig attraktiv eller specielt miljøvenlig.

Når det kommer til bytrafik, til transport ind mod byerne og til transport på hovedstrækningerne mellem de store byer, der vil toget (og anden skinnetrafik) stadig have klare fordele. Mange vil stadig (selvom jeg ikke forstår hvorfor) foretrække at cykle i byerne eller på de korte strækninger og uden for byerne vil mange helt sikkert stadig foretrække den frihed og fleksibilitet der er i at eje sin egen bil (selvkørende eller ej). Men i byerne vil der være flere der kan undvære bilen, og vælge nye kombinationsformer – med tog, bus, cykel og traditionelle delebiler. Det bliver interessant.

En ting er dog sikkert. Vi ved endnu ikke hvad det kommer til at betyde, men vi skal nok lige klappe hesten lidt. Og det samme gælder mange af de andre teknologiske landvindinger der venter i fremtiden. Vil robotter og kunstig intelligens overtage 40-50% af alle jobs? Vil droner overtage al varetransport, og være det der gør at vi kaster de sidste 90% af vores indkøb over på nettet? Jeg tror det heller ikke. Teknologien kommer, vi vil tage noget af det til os, men hvordan og hvor meget og i hvilke kombinationer er ikke til at forudsige. Det kommer helt sikkert nok til at gå meget anderledes end vi forestiller os.

Vi mennesker er langt fra rationelle og forudsigelige. Og vi vil helt sikkert blive ved med at gøre en del ting der giver mening for os selv, som vi selv godt kan lide og som vi altid har gjort. Også selvom der kommer noget nyt der på papiret ser smartere ud. Vi tager det til os vi kan bruge, men i kombinationer vi selv bestemmer. Sådan har det altid været, sådan bliver det nok også i fremtiden.

Post Author: Rasmus Støvelbæk Olsen

Urban iagttager

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *