Når fornuften flytter ud – om udflytning af statslige arbejdspladser

I denne uge kom så den længe ventede – og af en del af os frygtede – anden runde af udflytning af statslige arbejdspladser.

Min første følelse var faktisk en smule lettelse. Dels blev størrelsen af udflytningen en del mindre end man kunne frygte, mange af arbejdspladserne var nye stillinger og mange af udflytninger sker denne gang til de større byer, især Odense og Århus. Det er i det mindste positivt.

Men ellers er der ikke meget positivt at sige om det absurde cirkus. Det hele er så forkert at det skriger til himlen.

Men det værste er næsten den enighed der er om at det her er en god idé – blandt de fleste partier, kommentatorer, pressen og meningsdannere. Selv dem der kommer med en anelse kritik, starter som regel med at anerkende formålet. At skabe mere balance i Danmark, at styrke provinsen og give København en på tuden –  fordi ”det går jo så godt i København” og ”alt udvikling skal jo ikke foregå i hovedstaden”. Selv fra det, der kaldes de kulturradikale københavneres hoforgan, Politik, lyder der positive toner. Fra venstrefløjen kan man højst høste en anelse sympati for de berørte medarbejdere, men ellers skydes der primært på tidligere regeringers centralisering og især kommunalreformen som den store skurk for den centralisering, der ellers er naturlig og positiv.

Men undskyld mig, så må jeg være blandt de få her i landet der råber op her. Hvordan kan noget der er så tåbeligt, så forkert og som der ikke findes et eneste sagligt og rationelt argument for, møde så få kritiske røster.

Lad mig så være den der siger det er galt. Hele vejen igennem. Ikke bare for de medarbejdere der bliver berørt. Men hele formålet.

Dyrt og dumt

Jo, der er selvfølgelig nogle der påpeger de oplagte kritikpunkter. Det er dyrt, meget dyrt. Det fører til videnstab, svækker institutioner og stiller en masse medarbejdere i helt urimelige situationer.

Der er helt vanvittige eksempler der hives frem. Ligesom ved første runde, hvor enhver logik og faglig begrundelse er umulig at finde.

Men alle disse kritikpunkter fremføres ofte igen med forståelse for formålet. Selvfølgelig skal provinsen styrkes, og udkantsdanmark hjælpes. Kun de færreste stiller spørgsmålstegn ved selve grundlaget. Lad mig gøre det.

Det er København der bør styrkes

I disse tider, hvor københavner-bashing er blevet en nationalsport, sammen med den rituelle forhånelse af eliten, ofte fremført af folk med meget mere magt end dem der kaldes eliten. Så lad mig være den der taler Københavns sag.

Jeg er københavner med stort K, og storbymenneske. Ja, jeg holder faktisk af at bo i storbyen. Jeg ved godt at det ikke er populært at sige, selvom det ellers er en global megatrend at flere og flere søger mod byerne.

Jeg elsker storbylivet, og jeg ville faktisk ønske at flere valgte dette. Jeg synes både det giver god livskvalitet, det giver en masse fordele at mange mennesker er samlet samme sted. Det giver en mere bæredygtig trafik, understøtter brugen af kollektiv trafik og cykler og på mindsker ressourceforbrug. Det har altid givet kreativitet og innovation når man samler mange mennesker. Gennem tiderne er de fleste gode ideer, ny viden og stor kunst opstået i byerne. Selvfølgelig ikke det hele, men det meste.

Og nej, jeg mener ikke at alle skal bo i København, men jeg synes faktisk det ville være rart hvis flere boede her.

Det passer jo ikke at alt foregår i København. Jo, København har vækst og tiltrækker mange nye beboere, men det er stadig under 20% af befolkningen der bor i Storkøbenhavn og under 10% der bor i de centrale bykvarterer. Over 80% bor altså uden for København. Det vidner ikke om et Danmark i balance.

Er af de helt store problemer er at rigtig mange faktisk gerne vil vælge storbylivet til, men ikke kan. Huspriserne i København er eksploderet, og det samme er huslejerne i privat byggeri, prisen på andelslejligheder og ventelisterne til de boliger der stadig er til at betale.

I stedet burde vi diskutere hvad vi kunne gøre for at flere fik mulighed for at bo i København. Alle der vil, har jo mulighed for at bosætte sig i udkantsdanmark. Men ikke alle kan bosætte sig i København

Dertil kommer at København faktisk har større ledighed end mange af de områder der udflyttes til, især blandt akademikere, der i stor stil udflyttes. Så argumentet om at man vil skabe bedre balance er helt absurd.

Spred storbylivet ud

Vi kunne også gøre mere for at sprede storbylivet ud i resten af landet. København er Danmarks eneste rigtige storby. Men Århus er inde i en god udvikling og viser fint storbypotentiale. Vi kunne også styrke de andre store byer, så de kunne udvikle mere af det liv, som mange efterspørger i København.

I Århus er boligmanglen også enorm. Her kunne man også gøre mere for at der blev plads til flere af dem der faktisk gerne ville bo der. Også i andre store byer er det svært at finde bolig, og priserne stiger.

Hvorfor gør man ikke mere for at styrke de store byer, der har potentialet? I Århus kunne man f.eks. styrke den kollektive trafik ved at udbygge Letbanen, i stedet har man gjort det modsatte og smækket kassen i. Man kunne give byen en moderne og international lufthavn, i stedet forsøgte man i den første udflytningsrunde at flytte DIIS (den offentlige institution der nok er mest afhængig af en international lufthavn) som den eneste til byen. Ironien kunne næppe blive højere! Man kunne også udbygge et regionalt S-togslingende tognet i Østjylland, i stedet har man udhulet Togfonden.

Spredt rundt

Det mest ulykkelige ved både første og anden udflytningsrunde er dog at man har valgt den tåbeligste af alle strategier. I stedet for at understøtte få større byer, med potentiale og hvor der i forvejen er viden og kompetencer samlet, så har man sprede dem mest muligt ud. 49 byer vil man udflytte til denne gang. 49!

Dermed sikrer man sig at sprede smørret så tyndt ud, at det næppe har den store effekt. Man sikrer sig både at det får mindst muligt indvirkning på de byer der tilgodeses, man mister muligheden for at bruge udflytningen som løftestang for udvalgte byer og ikke mindst mister man muligheden for at bruge udflytningerne til at skabe og styrke faglige miljøer ude omkring.

Dertil kommer at man understøtter en hel skæv trafikal udvikling, hvor flere skal pendle længere og i bil.  Det mindste man kunne have gjort, var at vælge byer der havde sin egen station på hoved-jernbanenettet.

I stedet burde man satse på færre, men stærkere regionale centre. Udover at udvikle de store byer (Århus, Odense og Ålborg) i retning af storbyer og større videnscentre, burde man udvikle de største og mest driftige provinsbyer til regionale centre. Samle viden og kompetencer, så man opnår synergi, og så det også kunne styrke det lokale erhvervslivet. Styrke byliv, kulturliv og handelsliv, så byerne blev attraktive. Også for oplandet.

Det er faktisk noget af det bedste man kunne gøre for udkantsområderne og landdistrikterne. På den måde ville langt flere få kortere vej til handel og kultur. Mange ting findes kun i København, selvom kun 1/3 af befolkningen bor i hovedstadsområdet. Vil man gerne have spredt mere ud i landet, er det bedste man kan gøre, at skabe regionale centre, der sikrer tilstrækkeligt befolkningsgrundlag.

Der kommer jo ikke pludselig en Irma i Brovst

Det er ualmindelig svært at se såvel de faglige som saglige argumenter for at flytte statslige institutioner til byer som Stenlille, Brovst, Svinninge, Augustenborg, Løgstør og Bogense.

Et argument man tit hører, er at i virkeligheden gør det slet ikke noget at medarbejderne flytter med. Det er faktisk overhovedet ikke meningen. Det handler om at flytte arbejdspladser, ikke mennesker. I virkeligheden er det helt fint hvis arbejdspladserne går til ledige i de områder de flytter til.

Men det er svært at forestille sig at der går mange rundt i lige præcis de byer med præcis den faglige viden der er nødvendig. Så meningen er jo stadig at nogle skal flytte og mange skal pendle. Og det skal de i bil, da de fleste af byerne ikke har en station, og ikke ligefrem fremragende kollektive trafikforbindelser til de omkringliggende byer.

Man kan også vende den om. Tager man de mest karikerede og hånlige kommentarer for pålydende. Om københavnere der ikke kan undvære deres caffe latte og spelt-brød. Ikke at de overhovedet har hold i virkeligheden. De vidner nærmest mere om hvor indskrænket og unuanceret debatten er blevet, men lad os bare lege at det forholder sig sådan, at der findes københavnere der ikke kan leve uden caffe latte og glutenfri øko-croissanter. Hvad havde man forestillet sig? At der pludselig åbner et blomstrende cafeliv i Svinninge? At Irma åbner en butik i Brovst? Næppe. Så er det fordi man vil tvinge folk til at ændre livsstil, eller erstatte dem med nye medarbejdere, der altså så heller ikke kommer fra Brovst?

Jeg gætter på at uanset om det bliver nye eller de nuværende medarbejdere der fremover kommer til at arbejde i Brovst, så vil de fleste komme til at pendle dertil fra Ålborg. Hvorfor så ikke bare lægge det i Ålborg?

Med tvang skal man land bygge

Men særligt må man også undre sig over metoden, med tanke på at det er en regering med to partier, der kalder sig liberale.

Hele udflytningen gennemtvinges og tromles igennem oppefra. Uden nogen som helst faglige logik. Uden at inddrage de institutioner, styrelser eller offentlige virksomheder der berøres. Uden at lytte – andet end til sine egne borgmestre.

Man kunne i det mindste have inddraget de berørte styrelser og institutioner. Måske endda ladet dem selv pege på relevante dele af deres områder, der evt. med fordel kunne placeres ude i landet. Ladet det komme nedefra. Tilskyndet til det, og stillet midler til rådighed for dem der havde ønske om at flytte dele eller oprette stillinger andre steder i landet, hvor det gav mening.

Men nej. Det skal presses ned over hovederne på folk, selv på de ledelser, man ellers har givet ansvaret for at lede de berørte institutioner på den måde de finder bedst, mest faglig og mest effektiv.

Hvad man kunne burde have gjort

Som sagt, kan jeg slet ikke se behovet for at udflytte statslige arbejdspladser.

Men hvis man endelig vil udflytte, og man gerne vil gøre mere for den del af landet, der ligger uden for København, så er her et par bud på hvad man i stedet burde gøre:

  1. Understøtte de store byer, der allerede har god infrastruktur, hvor man kan samle viden og opbygge videnscentre, og hvor man kan styrke handelsliv, kulturliv og byliv, så de bliver regionale centre.
  2. Frem for at flytte eksisterende arbejdspladser, burde man i stedet i højere grad gøre det, når man opretter nye arbejdspladser. Hvis det altså giver mening at oprette dem uden for København.
  3. Lade det komme nedefra, i stedet for at tvinge oppefra. Understøt dem der frivilligt kan se en mening i at flytte eller oprette nye arbejdspladser på steder rundt i landet, hvor det giver mening rent fagligt.

 

Men mest af alt savner jeg dem der taler Københavns sag.

Indlægs forfatter: Rasmus Støvelbæk Olsen

Urban iagttager

En tanke om “Når fornuften flytter ud – om udflytning af statslige arbejdspladser

    Sune Fuchs

    (22. januar 2018 - 0:13)

    Godt indlæg. Inden næste udflytning burde regeringen lige tage en tænkepause og se hvad evalueringen af den første udflytning af offentlige arbejdspladser siger!!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *