Turister, turister, alle vegne turister – er det ved at tage overhånd?

En debat, der er vokset gennem de seneste år med tiltagende styrke, gentager sig igen denne sommer. Er det ved at blive for meget med det stigende antal turister? Er Københavns indre bydele ved at blive for overrendt? Er masseturismen ved at blive for meget? Er vi på vej mod tilstande som Venedig, Amsterdam, Barcelona og Berlin, hvor de lokale beboere siger fra, og i flere år har ønsket at bremse de stigende turiststrømme?

Lad mig starte med at gøre mit udgangspunkt klart. Jeg elsker turister, og det at folk besøger min by.

Jeg er da også selv fuldstændig vild med at rejse. Jeg rejser så meget jeg kan komme til – som tid og pengepung tillader. Jeg elsker at opdage nye steder, og genbesøge mine favoritbyer igen og igen. Så det ville være temmelig dobbeltmoralsk hvis jeg selv klagede over at folk kom hertil i stor stil som turister.

Ikke desto mindre synes jeg tit jeg hører den holdning. Selvfølgelig pakket ind. Jeg er jo ikke sådan rigtig turist, jeg rejser jo på en helt anden måde. Jeg søger autenticitet, jeg gør jo ting som de lokale, går efter de steder, der ikke er turistede – ligesom alle de andre, der også går efter steder der ikke er turistede.

Men det holder ikke. Vi er alle turister. På forskellig måde, javel. Men vi er alle en del af det. Og det er fint nok. Det at rejse ud, se og opleve er en fundamental menneskelig kraft – og det er entydigt godt når vi rejser ud og knytter bånd på tværs af grænser, måske bare mentalt, lader os inspirere af andres kulturer og måder at gøre tingene på, lader os fylde med indtryk eller bare tager ud for at koble af. Det øger vores globale identitet og sammenhængskraft, når vi alle bliver en del af de samme fælles oplevelser. Det bringer os tættere på hinanden, og det har aldrig været det, der har skabt konflikter eller krige.

Det er også entydigt godt når turister besøger vores by. Personligt bliver jeg glad og stolt hver eneste gang jeg ser nogle besøge min by. Det fylder mig med glæde at se at andre synes min by er fantastisk og vil rejse hertil for at opleve den. Det kommer jeg aldrig til at få nok af.

Det er indlysende godt for byen. Helt oplagt giver det selvfølgelig indtjening og beskæftigelse. Det skaber liv i byen, og gør København i stand til mere. Det trækker omsætning til restauranter, cafeer, spisesteder, barer og kulturelle institutioner. Og dermed giver det også os Københavnere et langt større og bredere udvalg i byen. Langt mere vil kunne løbe rundt og klare sig, end hvis de kun havde den omsætning vi selv lægger.

Turister lægger penge i butikker og det gavner handelslivet. Det kan  man så ikke lige kan se hvis man går en tur ned ad Strøget eller Købmagergade, hvor mængden af lukkede butikker og ophørsudsalg leder tankerne over mod gågaden i falleret købstad i udkantsdanmark. Men det skyldes nok snarere den meget triste tendens med at handle på nettet, og at mange københavnere for lang tid siden har vendt Strøget ryggen, og helst ikke lige sætter sine ben der. Men hvordan havde det ikke set ud hvis ikke turisterne havde været der?

Så på alle måder gør det København til en bedre by, og vi skal være glade for hver og en der kommer her.

Er grænsen nået for hvor mange byen kan rumme? På ingen måde. Der er stadig plads til masser af flere turister.

Men…

Men… for der er et lille men. Når alt det er sagt, så er der også grund til refleksion og måske et lidt kritisk syn på dele af turismen. Der er en del af det der fremføres omkring masseturismen, både her og andre steder, der bør give anledning til overvejelse. Det samme gør spørgsmålet om klimabelastningen.

For det første, der er en type turisme vi godt kunne bruge lidt mindre af: krydstogtsturisme. Der er meget lidt godt at sige om krydstogtsturisme, som min gode kollega, Per Sommer, beskriver det på bloggen Taste the World. Og også min gamle gymnasiekammerat, Anna von Sperling, er ude med samme budskab i Information og spørger: hvorfor forbyder vi ikke bare krydstogtsskibe i København. 

Dels belaster det miljø og klima i en grad, der får folk der flyver 14 dage til Thailand til at fremstå som rene klimaengle, dels er det faktisk utroligt lidt de giver de byer de besøger – hverken når man ser på hvor mange penge de lægger, og når man ser på hvad de bidrager med til byens liv. Som Lorry beskriver det, da et krydstogtsskib lagde til i Køge denne sommer, ud af 600 ombord, tog 550 direkte til lufthavnen og ud af de resterende tog de 28 til København. Det var ikke meget Køge fik ud af det besøg.

Selvom jeg da godt kan få lidt romantiske Love Boat-agtige fantasier om et krydstogtsliv i luksus, der på en gang er glamourøst og samtidig i en hyggelig flydende landsbystemning med et familiært forhold til kaptajnen, besætningen og de andre passagerer, mens man fragtes rundt på de store have mellem interessante destinationer. Så er det faktisk ikke en rejseform jeg synes virker voldsomt tiltalende. De store sejlende turistmaskiner med overfladiske besøg i de byer man passerer. Hvis man endelig forlader skibet, er det i overplanlagte guidede ture i store turistbusser, ud i store grupper og ind igen, og så hurtigt tilbage til skibets all inclusive buffet, som man allerede har betalt for, så man kan komme videre. Personligt  synes jeg er en ret trist måde at se verden på.

At København så offensivt har gjort alt for at tiltrække krydstogtsturister, er faktisk ret pinligt, helt ude af trit med den måde vi gerne vil brande byen på, og den klimabevidsthed vi ellers bryster os så meget af.

Når vi taler klima, så kan vi heller ikke lade være med lige at snakke lidt om den klimabelastning, turismen giver. Ikke mindst efter at flytrafikken er eksploderet og vi rejser længere og længere. Jeg synes personligt stadig at de at rejse er en essentiel del af den menneskelige natur, og det er godt for alle at se verden, og at få besøg udefra. Men vi er nødt til at gøre det mere klimabevidst. Jeg er ikke fortaler for at vi ikke længere må tage til Asien, USA eller Sydamerika. Jeg har aldrig været nogen af stederne, og har da bestemt intentioner om at opleve mange steder i Asien og Amerika før jeg dør. Men vi skal nok gøre det mindre, og derfor er vi nødt til at kigge på omkostningerne ved at flyve. Det er ikke en menneskeret at flyve så meget som vi gør nu.

Da jeg var barn tog dem der tog på en årlig solferie til Mallorca, Kreta eller Costa Del Sol. Nu tager man til Thailand, Sydafrika eller Florida.

Da jeg første gang var i Amsterdam, Stockholm, Paris, London og Berlin, var jeg med tog eller bus. Sidst jeg var de steder, var jeg i fly. Det var det nemmeste, billigste og hurtigste.

Og det er egentlig ikke fordi jeg elsker at flyve. Man sidder der spændt fast i et tætpakket klaustrofobisk metalrør, uden meget plads og kan dårligt bevæge sig (nej, jeg rejser ikke på første klasse). Man skal møde op i lufthavnen 2-3 timer før, efter at have brugt lang tid på at komme derud (når det ikke lige er Kastrup, der er ret unik i din tætte placering på byen og gode trafikforbindelser), og når man kommer derud er alt omstændigt: Indtjekning af bagage, turen gennem sikkerhedskontrollen med de rituelle tømninger af lommer, afklædning af jakker og bælter, udpakning af elektronik og små poser med nøje afmålte små flasker væsker fra sine tasker og endelig turen gennem metaldetektoren, med følelsen af at man alligevel har gjort noget helt forkert og er ved at blive afsløret som farlig terrorist. Tiden i lufthavnen, hvor det at få en siddeplads er som at vinde i lotteriet, man skal vise boarding pass hvis bare man vil købe en flaske vand og hvor en tør sandwich koster fra 79 kr. og opefter. Boarding af flyet, der begynder en halv time før med en lang kø, hvor alle os almindelige rejsende før skal vente på de 7 der rejser på første klasse. Kampen i flyet om at få plads til sin kabinekuffert og håndbagage i de alt for overfyldte bagagehylder, fordi den store visdom for flyselskaber nu er at man kan omkostningseffektivisere ved at tage store gebyrer for for indtjekket bagage, så man kan flyve rundt med tomme bagagerum, mens kabinen er fyldt til bristepunktet og boardingtiden er steget til det dobbelte. Og mens man blokererende for de andre der skal forbi, står med højt stressniveau i den lille mellemgang i den alt for lille kabine og kæmper for at få plads til sin bagage, samtidig med at man også lige skal have fat i det man skal bruge undervejs, fordi man ved at når først man har fået klemt sig ind på sit sæde, kommer man ikke ud igen.

Der findes næppe en mindre afslappende rejseform. Men vi gør det nu alligevel til næsten alt – fordi det er så umådeligt billigt og hurtigt. Det kunne faktisk være fint at komme lidt tilbage til de tider, hvor det at flyve var en lille luksus vi gjorde en gang imellem, og især når vi skulle langt og ikke havde andre muligheder. Både for klimaet, men også vores egen skyld.

Hop on, hop off

Med den stigende turisme oplever vi også masseturismens skyggesider. Selvom jeg elsker turister i massevis, så kan man godt stille kritisk spørgsmålstegn ved dele af den masseturisme vi ser mere og mere af.

De fuldstændig identiske røde hop on hop off-busser i alle byer i hele verden. Fastlagte ruter til nøje bestemte turistattraktioner, ud og tag et billede, og så på igen og videre. Medmindre man lige kan nå at tage sig billede på farten fra bussens top. Så kan man sætte kryds på tjeklisten ved at man har været der.

De endeløse rækker af samme souvenirbutikker med tarvelige plastikdimser fra Kina. De klichefyldte turistfælder med overpriser. Folk der står over i hinanden med selfiestænger for at tage deres egne replika-versioner af de eksakt samme motiver man kan finde i millionvis på Instagram.

Vi bør stille større krav. Både til os selv når vi rejser – og til det vi byder vores gæster når de besøger vores by. Kan vi ikke gøre mere for ikke at forfalde til de største klicheer?

Vi behøver ikke altid at rende i hælende på alle de andre turister når vi rejser. Vi siger selv at vi søger de autentiske oplevelser, men det er ikke dem man får, hvis man altid er der hvor alle de andre turister er. Husk at kom væk fra de mest turistede steder, og ud i andre dele af de byer vi besøger.

Undgå at spise på de værste turistfælder, og brug den lokale kollektive transport når du skal rundt i stedet for de platte hop on hop off-busser. Det er både hurtigere, billigere og så er det faktisk en rigtig fin måde at opleve lokalbefolkningen, og blive en del af dagligdagen.

Vi skal også gøre mere for at få lokket turisterne ud i resten af København. København har meget mere at byde på end Nyhavn, Indre by og Christianshavn.

Wonderful Copenhagen proklamerede for nylig at nu skulle Nyhavn nedtones i brandingen af København, og (sådan blev det i hvert fald udlagt) nu ville man holde pause med at bruge billeder af Nyhavn. Jeg bifalder intentionen om at man gerne vil have turister ud i andre bydele, men også her synes jeg der er brug for at nuancere lidt – for det ene udelukker ikke det andet.

Vi har også brug for genkendelige symboler, der er med til at brande København. Og Nyhavn er blevet Københavns vigtigste vartegn (det har for længst slået Den lille havfrue og Tivoli). Det er med til at sælge byen og gør at folk har noget at komme efter. Det har en lille storby som København brug for.

Det er ofte de genkendelige vartegn vi styrer og pejler efter. Det er der ikke noget galt i, de bliver en slags fælleseje, en del af et globalt fællesskab, der bringer os mennesker sammen.

Når jeg rejser med mine børn, så er det første de spørger om altid hvad den by vi skal besøge er kendt for. Hvad er dens vartegn? Er det noget de kender – på linje med Eiffeltårnet.

Vi er også en del af et fællesskab når vi rejser. Vi søger efter de samme fælles oplevelser. Jo, jeg ved godt at mange siger de søger unikke oplevelser – hvilket de så gør ligesom alle de andre, der søger unikke oplevelser. Lidt ligesom dem der benægter de er turister når de rejser.

Vi skal blive bedre til at sprede os, søge væk fra de værste mængder, men vi skal ikke være naive. Vi holder ikke op med at være turister, og vi vil gå i hinandens fodspor.

Vi vil også uundgåeligt gå efter de samme oplevelser, og de steder alle kender og taler om. Når jeg kommer til Rom, så vil jeg også se Colosseum. Jeg dropper heller ikke Peterskirken, bare fordi de siger at der da også er andre flotte kirker at se.

Vi rejser også for at søge disse fælles oplevelser. Personligt synes jeg der er noget helt særligt over at se noget i virkeligheden, man kun har set på foto. Særligt de symbolske vartegn, som man har set igen og igen. Det er en magisk følelse, som jeg bliver helt høj af. Den stopper jeg ikke med at søge.

Men vi skal blande mere. Både se de kendte vartegn – det der hører til – og komme mere rundt i byen, væk fra de store flokke. Hop on hop off.

Det er ikke et enten eller, men et både og.

Fra Indre By til resten af byen

Selvfølgelig skal turister, der kommer til København, skal se Nyhavn, og vi skal bruge Nyhavn aktivt i brandingen og fortællingen om København. Det er et af vores stærke kort – ligesom Tivoli, Havnen og de andre fyrtårne. Selvfølgelig klumper turister sammen i centrum af byen, det har de alle dage gjort – det gør jeg også selv. Det er der faktisk plads til i København. Ja, mange stimler sammen visse steder, og mange går rundt med selfiestænger og bykort i hånden, men så overrendt er byen heller ikke. Vi har plads. Det giver mere storby-buzz – det er jeg selv stor tilhænger af.

Men vi skal også blive bedre til at lokke turisterne ud i resten af byen.

Jeg synes København har meget at byde på uden for turiststrømmene. Det er f.eks. forbavsende få der finder til Nørrebro, jo der er da en del i Jægersborggade og ved Søerne, men der er ikke mange i resten af bydelen, slet ikke i forhold til centrum. Vesterbro har også mere at byde på end Kødbyen. Frederiksberg kunne også trække flere til, for slet ikke at tale om min egen bydel Valby, hvor der er et helt unikt urbant byliv med cafeer og spisesteder i et landsbymiljø, der leder tankerne hen på et andet af vores vartegn ”hygge”, men der er aldrig en turist. Sidste år da en af de forkætrede hop on hop off-busser havde omlagt ruten gennem Valby, var det uden stop. Det var bare en lille omvej mellem Zoologisk Have og Carlsberg – ikke en af de nøje udvalgte turistattraktioner turisterne skulle føres igennem. Ærgerligt.

Vi skal glæde os over at turister kommer til København, og har lyst til at besøge vores by. Det var langt værre hvis ikke de havde lyst til at komme. Turister skaber liv i byen, og for en lille storby som København er det en gave, der gør vores by meget større – både fysisk, mentalt og giver os langt flere muligheder. Lad os byde dem velkommen.

Men vi skal stille større krav til den galopperende turistindustri. Vi skal stille større krav til klima og bæredygtighed – og til kvaliteten.

Lad os starte med os selv, når vi selv rejser.

Indlægs forfatter: Rasmus Støvelbæk Olsen

Urban iagttager

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *