Gentrificering – godt eller skidt for byen? Måske bare en naturlig udvikling?

Gentrificering. Ordet er blevet et af de værste skældsord i moderne byudvkling. De sidste 20 år har gentrificeringen rullet over storbyer verden over, og har fået hårde ord med på vejen.

Gentrificering er betegnelsen for det at bykvarterer, der tidligere lå i den billige ende, typisk de traditionelle arbejderkvarterer, er blevet populære og hippe – og stigende priser og tilflyttere fortrænger de oprindelige beboere. De lidt mere rå kvarterer, er blevet pæne, men samtidig er byens mangfoldighed, de skæve eksistenser og de alternative miljøer, blevet  trumlet ned af gentrificeringsbølgerne.

For mig at se er der ingen tvivl om at gentrificering har været skadeligt for mange byer. Også for København. Jeg er selv vokset op på Amager og Vesterbro. Ingen af de kvarterer er i dag til at kende. Byerne har mistet kant, og en del af dem der var i byen, er skubbet ud. Med gentrificeringen følger også stigende boligpriser, der gør at byen ikke længere er for alle.

Men er gentrificering kun skidt? Når jeg sammenligner København før og nu, så er der ingen tvivl om at byen har mistet meget, men der er også kommet en del godt ud af den udvikling der har været. Byen er på nogle punkter blevet mere pæn og velfriseret, men der er også opstået en masse nyt. Der er kommet folk til, der vil byen, fordi byen i dag for mange er et aktivt tilvalg. Det er folk der bruger byen, og hvor en del også har råd til at bruge byen helt anderledes. Det har skabt grobund for et langt mere blomstrende og alsidigt udbud af cafeer og restauranter, og i høj grad også nye typer uformelle spisesteder, nye former for take away og streetfood. 

Kulturlivet og kunst trives på en helt nye måde, men igen er det dobbeltsidet, for det er samtidig kunstnerne, især det ikke-etablerede vækstlag, der ikke tjener voldsomt mange penge, der fortrænges i de gentrificerede byer.

Byerne er blevet mere ressourcestærke og fra at være fattige og forgældede er mange blevet økonomiske lokomotiver. Måske til tider for meget, men den gode økonomi har gavnet byens beboere over en bred kam. Det er der ingen tvivl om. Derfor er en stor del af de mekanismer, der har startet gentrificeringen, da også startet af byerne selv. Ikke mindst i København. Det har været en bevidst strategi. På nogle punkter ført for langt, mener jeg helt bestemt, men det har generelt set sat gang i meget positiv udvikling.

Gentrificeringens to sider 

Men netop det tosidede er kendetegnet for meget af det man i dag kan se i den gentrificerede by. De moderne byboere bruger byen meget, de er kulturelle og de deltager aktivt i bylivet. Men de er også de mest kritiske, når andres byliv generer dem. Det kan være hyggeligt med events, festivaler og liv i byen, men når ungerne skal sove om aftenen, så vil man gerne have ro.

Fester kan være enormt sjove at deltage i, men enormt irriterende at lytte til på afstand. Det er den helt menneskelige grundholdning der gennemsyrer mange af de ressourcestærke byboere. Ikke bare dem med børn. Man vil gerne have liv i byen, og man deltager gerne og er selv en del af det, men når man ikke er, så kan det også være ret så irriterende.

Tolerance er en anden kerneværdi for den moderne byboer. Man kan godt lide byens mangfoldighed. man har selv tilvalgt den. Men når bagsiden viser sig, er man ikke altid så tolerant.  Der er en stigende tendens til NIMBYisme (NIMBY står for Not In My Back Yard). Det er fint nok at byen har skyggesider og at der er mange forskellige typer folk i byen, men behøver de lige præceis at være i min baghave? Flere ressourcestærke beboere i byen, gør også at de kan få bedre gennemslagskraft. Derfor fylder højtråbende naboer stadig mere i debatten og får politisk opbakning.

Før i tiden var tolerance ikke noget man talte så meget om i byen. Det var et grundvilkår for bylivet. Et uudtalt grundvilkår. Her boede alle mulige forskellige mennesker sammen, ikke altid af egen fri vilje, men man var alle i samme båd. Dengang var der en anden fremherskende værdi i byerne: Solidaritet. På mange måder stikker solidaritet dybere end tolerance. For solidaritet handler ikke bare om at man accepterer hinandens tilstedeværelse, men at man har den fulde accept af både menneskers forside og bagside, for man er en del af det samme fællesskab.

En del af os selv

Men hvorfor er det byerne blev gentrificeret? Den klassiske måde man taler om gentrificering på, er som en bølge, der kommer udefra. Nogle der kommer og overtager byens kvarterer fra dem der oprindeligt boede der. 

Men den måde at se gentrificering på, er efter min mening helt forfejlet. Gentrificeringen er ikke noget fremmed, der er kommet udefra, men en del af os selv. Vi er alle en del af gentrificeringen, os der bor i byen. Jeg er i hvert fald. Ingen tvivl om det. Jeg er veluddannet, etableret, ressourcestærk og selvom jeg ikke økonomisk hører til blandt de mest velstillede, så er jeg sociologisk set en del af den bedre middelklasse. Jeg er født og opvokset i København, men jeg har valgt at blive i byen, også nu hvor jeg selv har fået familie og børn, og jeg agter at blive her.

Ser man på den dynamik der er sket i byerne de sidste 30 år, så skete der noget afgørende i 1990’erne. Hvor det dominerende i efterkrigstiden var suburbanisering, hvor først den velstillede middelklasse og derefter også den lavere middelklasse rykkede ud i forstæderne, så blev byerne en blanding af et sted hvor nogle boede, fordi de ikke havde andet valg, et fristed for alverdens subkulturer og ikke mindst et transitsted, hvor unge flyttede til, når de skulle have en uddannelse, her kunne de så dyrke storbyens subkulturer, de kunne gå i byen og de kunne feste, men når de så begyndte at etablere sig, stifte familie og blev færdige med deres uddannelser og fik job, så rykkede de ud i forstæderne. Der var selvfølgelig nogle for hvem storbyen blev en livsstil og de blev i byen, men det var en særlig gruppe af storbyromantikere.

I 1990’erne opstod en ny urbaniseringsbølge. Storbyen blev ikke bare populær igen, men den blev også det, man med et moderne ord kalder liveable. Byen blev et sted hvor man også kunne se sine børn vokse op. I København skete det bl.a. i de omfattende gårdsaneringer, der skabte nye attraktive private byrum, men der kom også nye offentlige byrum, grønne oaser, der gjorde byen familievenlig. Det blev set som en værdi i sig selv at byen var rar at være i, også for børnefamilier.

Det var bare en af de ting de mange ting der skete, og det gjorde at når man ser på min generation, der var unge og uddannede sig i 1990’erne, så blev rigtig mange af os ved med at bo i byen. Den naturlige udskiftning, der før havde været, den forsvandt. Det var altså ikke nogle der kom udefra, men os der blev her, der pressede priserne op, og skubbede folk ud. I København hældte man tilmed benzin på gentrificeringsbålet ved at kommunen solgte alle sine billige lejeboliger fra, og mange af de unge der havde boet billigt til leje i 1990’erne, kunne nu pludselig etablere sig i billige andelsboliger og ejerlejligheder, hvilket pressede priserne ekstra meget op i de kommende årtier, hvor der ikke længere var så mange billige lejeboliger tilbage for dem der flyttede til byen, og det pressede samtidig rigtig mange af taberne i den leg, nemlig de allermest ressourcesvage, ud af byen eller over mod de almene boliger, hvoraf de mindst attraktive af dem, blev til udsatte boligområder (hvilket er en hel historie for sig).

Da byen igen kom på mode

Skal man forstå gentrificering og den nye urbanisering, der startede som global megatrend i slutningen af 1990’erne, og for alvor bed sig fast i 2000’erne og 2010’erne, så er det vigtigt også at forstå urbanisering som et kulturelt fænomen.

Der skete noget med den måde byerne og det urbane liv blev fremstillet i kulturen i 1990’erne – man så det i film, tv-serier, musik og meget mere. Efter at byerne i en periode blev præsenteret som noget lidt vildt og eksotisk, der især tilhørte ungdommens  subkulturer, samt som nedslidte og kriminelle. Og her tænker jeg især på den amerikanske fremstilling, så begyndte byerne pludselig at komme på mode, det var der hvor man boede hvis man trendy, kreativ, men også der hvor man kunne dyrke både familie, karriere og samtidig det udadvendte sociale og kulturelle liv. 

Det interessante var at denne nye bølge var meget tydelig i den del af kulturen der kom fra USA. I modsætning til Europa, der altid har været centreret omkring byer og haft byer som samlende kraft, så har USA haft et andet ideal, at alle skulle have deres eget hus på landet, i forstæderne eller i de små byer. Storbyerne var en slags lovløse reservater for de fattige, for underklassen, for minoriteter (særligt de sorte), for det man populært kan kalde ludere, lommetyve og plattenslagere. Det var her samfundets skyggeside var samlet, med høj kriminalitet og utryghed. Det var også i USA man så nogle af de første eksempler på gentrificering som politisk styret projekt til at forny byerne. Et af de vigtige eksempler, kan man i dag følge i HBO-serien The Deuce, der følger New Yorks red light districts forvandling fra starten af 1970’erne og to årtier frem, indtil kommunen til sidst formår at få bugt med det, og det bliver til levende forlystelsesmekka man i dag kan opleve omkring Midtown og Times Square.

Men det var også i den amerikanske kultur at man begyndte at se en ny dyrkelse af det urbane liv.

Som et rigtig godt eksempel, så kan  man se på 1990’ernes mest populære sitcoms. Sitcoms har altid haft en særlig plads i den amerikanske kultur, som et spejl af samtiden, og som samlende kraft. Der har altid været mange forskellige sitcoms, der henvender sig til forskellige målgrupper. Men kigger man på de mest fremtrædende og populære, så var de 1980’erne domineret af de meget traditionelle familie-sitcoms, der var centreret om en kernefamilie i et hus i forstæderne. 

Men i 1990’erne var der især tre sitcoms der stod ud, som de absolut mest populære i det årti, og som stadig holder og har fået klassiker-status, det er Frasier, Seinfeld og Venner (Friends). 

Det er tre meget forskellige sitcoms, der foregår i ret forskellige miljøer og skildrer forskellige livsfaser, men det interessante er at de har en meget stor ting til fælles: At de ikke bare foregår i byen, men at byen er en aktiv medspiller. De skildrer det urbane byliv som en kvalitet i sig selv, med dets mange facetter, dets mangfoldighed og virvar af særprægede personligheder. Bylivet er en livsstil.

I alle tre sitcoms er hovedpersonerne også folk der bruger byen aktivt. De deltager i byens kulturliv, på forskellig vis. I Frasier er det den mere snobede finkultur, som så også bliver gevaldigt spiddet, men alligevel med en vis kærlighed. Men i alle tre serier ser man et rigt og varieret kulturliv, der dyrkes som en del af den urbane identitet. Et andet interessant fællestræk er, at hvor mange andre sitcoms har hjemme eller arbejdspladsen som det centrale omdrejningspunkt, så har alle disse tre serier et tredje mødested – mødestedet i byen, som en næsten lige så central lokalitet. I Fraser er det Cafe Nervosa, i Venner er det Central Perk og i Seinfeld er det Monk’s Cafe. De er alle tre eksempler på de nye cafeer og kaffebarer, der har bredt sig de sidste 25 år. Det er det sociale samlingssted – storbyens gadekær. Byen er ikke bare noget man bor i, men noget der er en aktiv del af ens liv. Fra ofte at blive forbundet med fremmedgjorthed, isolation og ensomhed, så rykker storbyen ind på den banehalvdel de små bysamfund ellers har haft for sig selv: Det sociale, mødet mellem mennesker og social sammenhængskraft.

Selvom der i de følgende årtier har været masser af modbølger, så har det urbane fortsat domineret i mange serier og film. Det at bo i byen er blevet noget man gør – i alle ens livsfaser, og det forbindes med det gode og ressourcestærke liv.

Hvad skal eller kan vi gøre ved gentrificeringen? 

Jeg mener at gentrificering er en naturlig konsekvens af den udvikling der har været i byerne og urbaniseringen. Den er ikke kommet som et monster udefra, men som en naturlig konsekvens af at folk er blevet boende i byen, samtidig med at nye er kommet til. Der har måske nok været politikere og bystyrer der har skubbet på udviklingen, men den ville være kommet alligevel, da det er en naturlig konsekvens af at flere vil bo i byen, samtidig med at København og de fleste andre byer, har fået plads til færre indbyggere.

Der har måske været en tendens til, i de seneste år, at den del byer har tabt lidt af pusten – bl.a. som konsekvens af at de simpelthen er blevet for dyre at bo i, og nogle ikke længere synes det er det værd. Corona-pandemien har helt klart forstærket den udvikling, og vi ser lige nu tendenser til at nogle vender byen ryggen og søger ud mod de mindre byer eller forstæderne.

Men jeg tror blot det er en midlertidig pause i urbaniseringen. Urbaniseringen er stadig en stærk global kraft, og er også svaret på fremtidens største udfordring: klimakrisen. Folk der bor i byen bruger mindre plads, har et mere effektivt ressourceforbrug og transporterer sig langt mere miljøvenligt. Byer understøtter i høj grad brugen af kollektiv transport og cykler. De tætte byer giver også mulighed for at vi i fremtiden kan dele mere og bruge ressourcer endnu mere effektivt.

Vi skal derfor have byer med plads til flere. Faktisk har København, ligesom mange andre byer, mistet indbyggere og boligenheder gennem mange årtier i den sidste halvdel af 1900-tallet. 

Derfor er en del af løsningen at der bygges flere boliger. Mange flere boliger og flere forskellige typer boliger. 

Der er en tendens til at mange skælder ud på mange af nybyggerierne i København – fordi de er for dyre og dermed er led i samme tendens som gentrificeringen. Men det er efter min mening forkert. Når priserne er høje, skyldes det jo netop at efterspørgslen er for høj i forhold til udbuddet. Og det følger i øvrigt samme udvikling som i byens andre kvarterer. Når der er  flere velstillede beboere i brokvarterene, der presser priserne op, så er det kun en fordel at der kommer flere boliger i byen rettet mod den målgruppe, hvis byen skal rumme flere forskellige typer beboere.

Jeg er selvfølgelig ikke så naiv at jeg regner med at vi alene kan bygge os ud af de høje priser – på markedsvilkår. For når der bygges meget, så er det fordi der kan tjenes penge på det. Hvis priserne begynder at falde for meget, så går byggeriet også i stå. Vi ser desværre også eksempler på at for dyre boliger får lov til at stå tomme, mens man venter på at de rigtige købere kommer (f.eks. Bohrs Tårn ved Carlsberg Station), frem for at tilpasse sig markedsprisen. Men byggeri af flere boliger, er stadig en del af løsningen.

Men skal man sikre en mangfoldig by for alle, så skal det også sikres politisk. Der skal gøres mere for både at få både flere billige boliger og et mere mangfoldigt boligudbud. 

Det er fint nok at man nu stiller krav om 25% almene boliger i nye udviklingsområder, og at man bløder op på kravet til boligstørrelser. Men det er langt fra nok.

Dels er grundpriserne blevet så høje at nye almene boliger i sig selv ikke er særlig billige – de bliver det muligvis billigere med tiden, i forhold til andre boliger, men det tager lang tid. Der er nødt til at være støtte med, hvis der skal sikres billige boliger i byen, og det er desværre ikke muligt i øjeblikket. 25% er heller ikke meget, med det efterslæb der er, og hvis man vil sikre en mere blandet by, end det udviklingen i øjeblikket går i retning af.

Mange års krav om for store boliger, samtidig med at man har sammenlagt et stort antal små lejligheder i København, gør også at der nu er alt for få små boliger i forhold til efterspørgslen. Andelen der bor alene stiger fortsat, og måske vi i fremtiden skal bo på mindre plads, dels for at få plads til flere i byerne, men også pga. den fokus der er på bæredygtighed. Der er ikke bare brug for flere mindre boliger, men også at man tænker i nye former for boliger. Nye fællesskaber og boliger der kan udvikles efter ens livsforhold og nye familieformer. 

Ikke alt kan ske på markedsvilkår. Hvis man vil fastholde byen som mangfoldig, fastholde det anderledes og alternative, men også det kreative, nytænkende og innovative, der næsten altid er kommet fra byerne, så skal der være områder hvor det ikke kun er de rå markedskræfter der bestemmer. Lige nu kan kreative miljøer få lov at opstår steder, hvor man venter på byudvikling i fremtiden. Men hvad så når det hele er byudviklet? Vi skal sikre at disse miljøer kan fastholdes i byen, og ikke alt skal sælges til de højestbydende.

Endelig er man også nødt til bevidst og politisk at sikre en mere rummelig by. Det skal være et politisk mål, at man selvfølgelig vil lytte til beboerne i byen, men at der skal være plads til alle, og at man skal undgå de værste tendenser til NIMBYisme. 

Gentrificeringen er kommet for at blive. Det har givet os meget, og det har gjort byen bedre, for os der har valgt at blive i byen og lade vores børn opvokse i byen. I hvert fald på en del områder. Men vi skal holde fast i at byen stadig skal være by. Den skal være for alle, være mangfoldig, kreativ, vild, anderledes, levende og også nogle gange gange virkelig nederen.

Gentrificering. Ordet er blevet et af de værste skældsord i moderne byudvkling. De sidste 20 år har gentrificeringen rullet over storbyer verden over, og har fået hårde ord med på vejen.

Gentrificering er betegnelsen for det at bykvarterer, der tidligere lå i den billige ende, typisk de traditionelle arbejderkvarterer, er blevet populære og hippe og stigende priser og tilflyttere fortrænger de oprindelige beboere. De lidt mere rå kvarterer, er blevet pæne, men samtidig er byens mangfoldighed, de skæve eksistenser og de alternative miljøer, blevet  trumlet ned af gentrificeringsbølgerne.

For mig at se er der ingen tvivl om at gentrificering har været skadeligt for mange byer. Også for København. Jeg er selv vokset op på Amager og Vesterbro. Ingen af de kvarterer er i dag til at kende. Byerne har mistet kant, og en del af dem der var i byen, er skubbet ud. Med gentrificeringen følger også stigende boligpriser, der gør at byen ikke længere er for alle.

Men er gentrificering kun skidt? Når jeg sammenligner København før og nu, så er der ingen tvivl om at byen har mistet meget, men der er også kommet en del godt ud af den udvikling der har været. Byen er på nogle punkter blevet mere pæn og velfriseret, men der er også opstået en masse nyt. Der er kommet folk til, der vil byen, fordi byen i dag for mange er et aktivt tilvalg. Det er folk der bruger byen, og hvor en del også har råd til at bruge byen helt anderledes. Det har skabt grobund for et langt mere blomstrende og alsidigt udbud af, ikke bare cafeer og restauranter, men også take away, uformelle spisesteder og streetfood. 

Kulturlivet og kunst trives på en helt nye måde, men igen er det dobbeltsidet, for det er samtidig kunstnerne, især det ikke-etablerede vækstlag, der ikke tjener voldsomt mange penge, der fortrænges i de gentrificerede byer.

Byerne er blevet mere ressourcestærke og fra at være fattige og forgældede er mange blevet økonomiske lokomotiver. Måske til tider for meget, men den gode økonomi har gavnet byens beboere over en bred kam. Det er der ingen tvivl om.

Gentrificeringens to sider 

Men netop det tosidede er kendetegnet for meget af det man i dag kan se i den gentrificerede by. De moderne byboere bruger byen meget, de er kulturelle og de deltager aktivt i bylivet. Men de er også de mest kritiske, når andres byliv generer dem. Det kan være hyggeligt med events, festivaler og liv i byen, men når ungerne skal sove om aftenen, så vil man gerne have ro.

Fester kan være enormt sjove at deltage i, men enormt irriterende at lytte til på afstand. Det er den helt menneskelige grundholdning der gennemsyrer mange af de ressourcestærke byboere. Ikke bare dem med børn. 

Tolerance er en anden kerneværdi for den moderne byboer. Man kan godt lide byens mangfoldighed. man har selv tilvalgt den. Men når bagsiden viser sig, er man ikke altid så tolerant. 

Før i tiden var tolerance ikke noget man talte så meget om i byen. Det var et grundvilkår for bylivet, et uudtalt grundvilkår. Her boede alle mulige forskellige mennesker sammen, ikke altid af egen fri vilje, men man var alle i samme båd. Dengang var der en anden fremherskende værdi i byerne: Solidaritet. På mange måder stikker solidaritet dybere end tolerance. For solidaritet handler ikke bare om at man accepterer hinandens tilstedeværelse, men at man har den fulde accept af både menneskers forside og bagside, for man er en del af det samme fællesskab. 

En del af os selv

Men hvorfor er det byerne blev gentrificeret? Den klassiske måde man taler om gentrificering på, er som en bølge, der kommer udefra. Nogle der kommer og overtager byens kvarterer fra dem der oprindeligt boede der. 

Men den måde at se gentrificering på, er efter min mening helt forfejlet. Gentrificeringen er ikke noget fremmed, der er kommet udefra, men en del af os selv. Vi er alle en del af gentrificeringen, os der bor i byen. Jeg er i hvert fald. Ingen tvivl om det. Jeg er veluddannet, etableret, ressourcestærk og selvom jeg ikke økonomisk hører til blandt de mest velstillede, så er jeg sociologisk set en del af den bedre middelklasse.

Ser man på den dynamik der er sket i byerne de sidste 30 år, så skete der noget afgørende i 1990’erne. Hvor dynamikken i efterkrigstiden var suburbanisering, hvor først den velstillede middelklasse og derefter også den lavere middelklasse rykkede ud i forstæderne, så blev byerne en blanding af et sted hvor nogle boede, fordi de ikke havde andet valg, et fristed for alverdens subkulturer og ikke mindst et transitsted, hvor unge flyttede til, når de skulle have en uddannelse, her kunne de så dyrke storbyens subkulturer, de kunne gå i byen og de kunne feste, men når de så begyndte at etablere sig, stifte familie og blev færdige med deres uddannelser, så rykkede de ud i forstæderne. Der var selvfølgelig nogle for hvem storbyen blev en livsstil, men det var en særlig gruppe af storbyromantikere der blev i byen.

I 1990’erne opstod en ny urbaniseringsbølge. Storbyen blev ikke bare populær igen, men den blev også det, man med et moderne ord kalder liveable. Byen blev et sted hvor man også kunne se sine børn vokse op. I København skete det bl.a. i de omfattende gårdsaneringer, der skabte nye attraktive private byrum, men der kom også nye offentlige byrum og byen blev familievenlig.

Det var bare en af de ting de mange ting der skete, og det gjorde at når man ser på min generation, der var unge og uddannede sig i 1990’erne, så blev rigtig mange af os ved med at bo i byen. Den naturlige udskiftning, der før havde været, den forsvandt. Det var altså ikke nogle der kom udefra, men os der blev her, der pressede priserne op, og skubbede folk ud. I København hældte man tilmed benzin på gentrificeringsbålet ved at kommunen solgte alle sine billige lejeboliger fra, og mange af de unge der havde boet billigt til leje i 1990’erne, kunne nu pludselig etablere sig i billige andelsboliger og ejerlejligheder, hvilket pressede priserne ekstra meget op i de kommende årtier, hvor der ikke længere var så mange billige lejeboliger tilbage for dem der flyttede til byen, og det pressede samtidig rigtig mange af taberne , der ikke kunne være med i den leg, nemlig de allermest ressourcesvage, ud af byen eller over mod de almene boliger.

Da byen igen kom på mode

Skal man forstå gentrificering og den nye urbanisering, der startede som global megatrend i slutningen af 1990’erne, og for alvor bed sig fast i 2000’erne og 2010’erne, så er det vigtigt også at forstå urbanisering som et kulturelt fænomen.

 

Indlægs forfatter: Rasmus Støvelbæk Olsen

Urban iagttager

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *