Højhuse. Min politisk ukorrekte fascination

Højhuse. Mærk ordet, og mærk den instinktive foragt, vi har lært at føle. Skyskrabere – den fejlagtige fordanskning af det engelske ord skyscraper (der jo egentlig betyder himmelskraber). Eller amerikanske skulle jeg måske skrive, for det er det billede vi ser: Mahattan skyline. Amerika i de brølende tyvere, futurismen i 1900-tallets første årtier, hvor USA skulle overgå Europa på teknologi og storhed og gik i højden. Og da de nye amerikanske byplanlægningsidealer skyllede ind over det sønderbombede Europa i efterkrigstiden, og særligt de mest trøstesløse eksempler da den brutale modernismes beton ramte byerne i 1960’erne og 1970’erne. Symbolet på menneskelig stræben mod himmelen – og menneskelig overmod. Ikke bare i en plat reference til Biblens Babelstårn, men i bredere dansk kontekst. I landet hvor vi hylder Grundtvis ord “Ved jorden at blive, det tjener os bedst” som et nationalt motto. Hvad kan være mere udansk, mere forkert på den forkerte måde, end netop højhuse?

Ikke så underligt at højhuse i mange år har været foragtet og bandlyst.

Men jeg har altid været sært fascineret af højhuse og skyskrabere. Det har jeg været lige siden jeg var barn, som jeg også skrev lidt om her. Jeg har altid syntes at der var noget flot og stort i skyskrabere. Måden de rager op i landskabet på. Deres brutale, moderne og futuristiske storhed. Efterhånden lærte jeg at gemme min fascination væk. Konsensus omkring mig var jo at højhuse var at foragte. Men i det skjulte har jeg altid, hele mit liv, været fascineret af skyskrabere – hvor politisk ukorrekt det end har været.
Med tiden fandt jeg dog ud af at der fandtes andre end mig. Der findes faktisk et helt forum: SkyskraperCity, hvor jeg blev særdeles aktiv. Okay, forummet har dog udviklet sig til at omhandle alt inden for byudvikling, byplanlægning, arkitektur, trafik, by-fotografering og alle mulige urbane emner. Men fascinationen af højhuse og skyskrabere er for de fleste en underliggende præmis.

Tiden har dog også lært mig at få et mere nuanceret syn på højhuse. Jeg ved hvilke negative effekter de kan have på bymiljøet. Hvordan der nogle gange genereres vind og turbolens i deres omgivelser, hvordan de store klynger af højhuse sjældent har et særligt levende bymiljø under sig. Jeg er blevet temmelig godt tilfreds med den europæiske by-tradition med den tætte by, den menneskelige skala, de halvhøje bygninger i 4-7 etager, i karréer – der til gengæld ligger tæt og med levende gårdrum.

Men jeg kan stadig mærke suset når jeg ser et højhus. Jeg elsker at se dem rage op over byen. Som vigtige pejlemærker. Som jeg også beskriver det i mit indlæg om Carlsberg. Jeg kan lige at se dem på afstand, råbe, her er jeg, her sker der noget. En by har brug for pejlemærker. I den klassiske by byggede man tårne. Højhuse er vores tids tårne. Den lave by med tårne og højhuse der stikker op er mit ideal.
Gerne flotte huse, spændende arkitektur, der giver oplevelser at kigge på. London er ved at blive en rigtig flot højhus-by. Det ene højhus efter det andet skyder i vejret, primært i City og Docklands, men de spreder sig flere og flere steder. Og de gør det med stil. Det er flotte huse, der er oplevelser at se på, der vil noget, der skiller sig ud – og som går fint i spænd med englændernes hang til at give ting øgenavne/kælenavne. Der er The Shard, The Gherkin, The Walkie Talkie, The Cheesegrater etc.

Ligesom jeg har fået et mere nuanceret syn på højhuse, har Københavns bystyre og de generelle vinde i byplanlægningen også fået det, og højhuse er nu blevet en væsentlig del af byudviklingen. Ikke bare i København, men også i Århus. Både København og Århus er ved at få en regulær skyline, og nye højhuse er på vej mange steder. Der er huse med høj arkitektonisk kvalitet, som f.eks. Axel Towers på Axeltorv,

Udsigt over City of London, med de ikoniske højhuse “The Gherkin”, “The Cheesegrater” og “The Walkie Talkie” (fra højre mod venstre).

der allerede inden de er færdige er ved at blive et nyt københavnsk vartegn. Men der er også bygninger der gør det højhuse gør bedst, rager majestætisk op som et synligt pejlemærke. F.eks. Bohrs Tårn ved Carlsberg Station, der står som en markant firkantet søjle der kan ses fra mange dele af den vestlige og sydlige del af byen. Jeg bliver i godt humør hver gang jeg ser den, og jeg glæder mig til at se den når den tages i brug, med oplyste vinduer om aftenen.

Desværre er der stadig mange der reagerer instinktivt negativt hver gang de hører om et nyt højhus. Den indgroede modvilje er stadig stor i vide kredse. Det er ærgerligt.
Selvom der bygges mange højhuse, så er det stadig ikke tit vi tør overskride de 70-100 meter. De helt høje bygninger er der stadig ikke meget mod til at give sig i kast med. Også det er ærgerligt.
Vi har stadig ikke taget helt højhusene til os. Men jeg håber det kommer en dag. En by har brug for sine tårne.

Post Author: Rasmus Støvelbæk Olsen

Urban iagttager

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *